EMNER

De små dansere stjal billedet

186 dansere på gulvet i Vendelbohallen

SERRITSLEV:"Med hænderne siger vi ..." - "Med fødderne siger vi ..." Selv om man kun er to eller tre år, er trinene i polka ikke noget problem. Og slet ikke når det er fingerpolka. Den er populær hos de yngste dansere. Det var traditionen tro de helt små dansere, der stjal billedet, da Brønderslev Sportsdanserforening holdt afdansningsbal i Vendelbohallen i Serritslev. Det blev indledt med en festlig fælles indmarch, hvor alle 186 dansere var med. Derefter indtog holdene på skift gulvet, og der var 25 hold. Der var 12 dansere på det yngste hold, der som nogle af de første var på gulvet. Foruden fingerpolka blev der danset til "Tryllemis", "Den lille Frække Frederik", "Skomagerstykket", "I en skov" og "Postmand Per". Og traditionen med at bukke og neje, inden man tager en dans, holdes også i hævd hos de yngste. Jo, der er stil over tingene. Det kunne ske, at én af danserne skulle trøstes lidt under opvisningen af danselæreren eller af mor. Det kan være sommerfugle i maven, når næsten 600 mennesker ser på. Pigerne var i flotte kjoler og havde flotte hatte på. Og så havde de også blomsterbuketter i hænderne, men de måtte lægges på gulvet, mens de dansede. Drengen havde flotte veste og butterfly på. Hos de to-tre-årige er der ingen problemer med mandlige partnere, men det kniber for de hold, der er for børn, der er lidt ældre. Dansehold to, der er for fem-seks-årige består af lutter piger. Men det går også. Efter de små kom dansere i alle aldre. Der var fart over feltet, da funkholdene, discoholdene og rockholdene var på gulvet. Foreningens elitehold, Flintstones og moderne dansere gav alle en forrygende opvisning. Og dagen sluttede selvfølgelig med dans for alle. Det var Per Pauli, Inge Lise Pauli, Janni Pauli samt Rikke Kragkær, der ledede dansene. De har været instruktører gennem året. Formand for Brønderslev Sportsdanserforening, Kirsten Jensen, kan glæde sig over, at interessen for dans bliver stadig større. - Vi har nu 186 aktive dansere, og det er det største antal nogensinde i sportsdanserforeningens 17-årige historie, fortæller hun. Interessen for at lære at danse gælder alle aldre - både børn og voksne. - Også blandt unge kan vi konstatere en stigende interesse. Men det skal være de moderne danse, bemærker Kirsten Jensen. Og Vendelbohallen skal snart udvides, hvis den fortsat skal kunne rumme dansere og publikum. 589 var mødt op for at overvære opvisningen. Det var forældre, bedsteforældre, søskende med flere. - I fjor var vi 464, så det er noget af en fremgang, bemærker Kirsten Jensen med tilfredshed. - Det er skønt, når det arbejde, der laves i en forening, bærer frugt, siger hun.