De små købmænd taber terræn

Købmændenes tidligere formand er ked af udviklingen, hvor de frie købmænd bliver færre

Mogens Vestergaard følger stadig på sidelinjen forretningslivet i Brønderslev. Foto: Henrik Louis

Mogens Vestergaard følger stadig på sidelinjen forretningslivet i Brønderslev. Foto: Henrik Louis

Hver gang en købmandsforretning lukker, nager det Mogens Vestergaard, der gennem 40 år var aktiv købmand i Brønderslev og i mange år de midtvendsysselske købmænds formand. I morgen fylder han 85 år. Da han i 1954 åbnede købmandsforretning i Brønderslev, var der 17 "frie" købmænd alene i Brønderslev by, og 50-60, når Brønderslevs opland blev talt med. Da Mogens Vestergaard lukkede, var der tre købmandsforretninger tilbage i Brønderslev by. 31. januar i år lukkede Brønderslev Storkøb. Dermed mistede Mogens Vestergaard det indkøbssted, han havde haft siden han lukkede i 1994. Der er nu kun et par købmænd tilbage i Brønderslev. At han handlede i Brønderslev Storkøb/SuperBest hænger sammen med, at én af hans tidligere elever, Ole Green Nielsen, var ansat her. - Nu bliver det Løvbjerg, jeg lægger min handel i, fortæller Mogens Vestergaard, der via sin tid som aktiv købmand har kendskab til Løvbjerg-familien, som han betragter som købmænd i gammeldags forstand. Som aktiv købmand var Mogens Vestergaard ikke så glad, da supermarkederne gjorde sit indtog. I 1981 åbnede Føtex midt i Brønderslev. I dag kan han se, at udviklingen ikke er har været med de mindre købmænd. Mogens Vestergaard og hans kone, Ellen Vestergaard, drev i 40 år købmandsforretningen på hjørnet af Søndergade og Østergade i Brønderslev. Det var kun en lille tobaksforretning, da de overtog den i 1954, men snart udvidede de og moderniserede fra ende til anden og opbyggede en stor og trofast kundekreds, der satte pris på den personlige og venlige betjening, købmandsparret lagde vægt på. Vingaver var ét af forretningens specialer, og kunderne kunne altid være sikre på god vejledning ved valget af vin. I 1994 valgte Ellen og Mogens Vestergaard at sælge bygningen med forretningen. Mogens Vestergaard synes heller ikke om den forandring, Brønderslev midtby har taget. - Brønderslev har vendt ryggen til, mener Mogens Vestergaard. Byen er noget anderledes end den var engang. Da han havde forretning i Søndergade, var han meget imod det ny centerbyggeri omkring Stjernekrydset /Algade. Han mener, at det fungerer som en mur mellem hans butik og midtbyens glidende kundestrøm. Gennem en årrække var Mogens Vestergaard formand for Brønderslev og Omegns Købmandsforening. Indtil der til sidst kun var syv butikker tilbage til at deles om de fem pladser i bestyrelsen. Senere blev der dannet en større forening. -Det er de små nærbutikker i oplandsbyerne, der især har problemerne, fortæller Mogens Vestergaard, der efter at have lukket, har fulgt med i sit fag og - som bonden på naboens mark - holder af at gå på butiksvandring. Mogens Vestergaard mindes med nostalgi dengang, da der vankede et kræmmerhus bolsjer til bettemanden, som til den første gik til købmanden med kontrabog og kontanter. - Skyldte man, vankede der en cigar. Betalte du kontakt, vankede der ingenting, bemærker han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.