Lokalpolitik

De små partier bliver tabere

Når byrådene skrumper ind, betaler de små partier prisen, siger lektor Roger Buch

Lektor Roger Buch siger, at ulempen ved at sætte byrådene på skrump er, at de mindre partiers vælgere ikke længere har et talerør i byrådet. Arkivfoto

Lektor Roger Buch siger, at ulempen ved at sætte byrådene på skrump er, at de mindre partiers vælgere ikke længere har et talerør i byrådet. Arkivfoto

MARIAGERFJORD:De små partier bliver tabere, når byrådene - som det overvejes i Mariagerfjord - skrumper ind og får færre folkevalgte. Det vurderer Roger Buch, der er lektor på Danmarks Journalisthøjskole og kyndig i kommunalpolitiske forhold. I Mariagerfjord har borgmester H.C. Maarup (S) foreslået, at byrådet reduceres fra 29 til 21 medlemmer. Borgmesteren bakkes op af Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti i byrådet, mens SF og de radikale er bekymrede. Roger Buch siger, at man i kommunalpolitik ikke har en spærregrænse som i landspolitik, men at der er en naturlig spærregrænse: - I dag kræver det typisk tre-fire procent af stemmerne at få et mandat i et byråd. ¿ Hvis man reducerer i antallet af byrådsmedlemmer, vil den procentdel stige til 4-5 procent. Taberne bliver de små partier, siger Roger Buch. Ulempen ved at sætte byrådene på skrump er, at man risikerer, at f.eks. de radikales, Kristendemokraternes og Enhedslistens vælgere ikke længere har et talerør i byrådene, påpeger Buch. - Og man skal huske på, at vi allerede har reduceret i antallet af politikere i forbindelse med kommunalreformen - fra 4700 politikere før reformen til 2500 efter, oplyser Roger Buch. Han har ikke overblik over, hvor mange byråd der går med samme tanker som i Mariagerfjord. Men tendensen er efter hans opfattelse klart, at byrådene skrumper - i hvert fald er der ingen, der ønsker at blive større. Roger Buch opregner fordele og ulemper ved decimerede byråd: - På den ene side vinder effektiviteten, og den enkelte politiker får mere taletid. På den anden side vil færre lokalområder have en repræsentant i byrådet, og de små partier rammes. Frygt for blokpolitik SF i Mariagerfjord Byråd er en enmandsgruppe, og partiets repræsentant Melanie Simick er bekymret for udsigten til et beskåret byråd: - Hvis byrådet bliver på 17 eller 19 medlemmer, kan der hurtigt opstå to blokke. Ønsker borgerne det, eller vil de hellere have en større palet, spørger Melanie Simick.