Brønderslev

De smider tøjet

Jerslev-elever samler tøj ind til genbrug

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sarah Steen har sat hele familien i sving med at finde tøj til kampagnen.

Af Esben Heine

esben.pedersen@nordjyske.dk

JERSLEV:I Jerslev smider de tøjet. Men ikke for at klæde sig af. Toftegårdsskolen med ca. 350 elever deltager i Røde Kors’ kampagne ”Smid tøjet”, der går ud på at samle brugt tøj ind.

- Vi er med på ideen, fortæller klasselærer for 5. klasse A, Lone Hougesen, og eleverne er i gang med at samle tøj derhjemme.

Den tidligere skolebod er ved at blive fyldt med sække og flyttekasser med kasseret tøj.

- Eleverne i klassen er meget engagerede, og har opfordret alle 350 elever til at bidrage, fortæller Lone Hougesen.

Og eleverne er med på ideen. De håber at nå op på 25 sække, for så henter Røde Kors ladningen.

- Det ville jo være godt at nå op på så mange sække, siger Lone Hougesen.

Sarah Steen fra Jerslev er én af eleverne i klassen, der tager sin del.

- Vi har snakket om kampagnen derhjemme, og alle i familien er ved at se, hvad de kan undvære, fortæller Sarah Steen.

Hun er selv meget miljøbevidst.

- Når jeg er ude at ride, samler jeg affald op, og der er masser af det, fortæller Sarah Steen.

Det er Røde Kors, der står bag kampagnen, der har til formål at forvandle brugt og slidt tøj om til nødhjælp. Ifølge Røde Kors er tøj guld værd. Pengene fra salg af tøjet bliver brugt ude i den store verden samt hjemme i Danmark. Danmark er blandt de lande i verden, hvor der købes mest tøj. Gennemsnitligt køber vi 16 kilo tøj, svarende til 64 t-shirts. Tøj skal kunne bruges 200 gange, men i Danmark bruger vi det kun 10-20 gange.

Det vurderes, at der ligger 50 millioner kilo tøj, der skal smides ud, i danskernes klædeskabe.

Indsamlingen ”Smid tøjet” fortsætter til torsdag 7. maj, og kulminerer med et tv-show 9. maj.

- Det er kommet bag på mange, at man vil have tøj, der er beskidt og hullet, men fibrene kan genbruges, bemærker Lone Hougesen.

Til efteråret sætter hele mellemgruppen (4.-6. klasse) fokus på genbrug, hvor der bliver besøg på Affaldsselskabet Vendsyssel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.