De søde falckoliner er en uddøende race

Falckoliner hedder i dag p-vogns-reddere og er som regel en mand, der har været redder

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Falckolinerne skal selv tjekke olie og sørge for, at p-vognen er i orden.

HJØRRING:Falckolinen er en uddøende race. De specielle smilende kvinder, der i begyndelsen af 70’erne begyndte at køre folk til lægen og til sygehusene, er på vej ud. Navnet er allerede for længst væk. I dag er titlen: P-vogns-redder. - Jeg kalder mig nu godtnok stadig falckoline, siger Mona Jensen, 55 år, med et smil. Hun er én dem, der næsten er identisk med ordet falckoline. Hun har været ansat hos Falck siden 1978. - Det er rigtigt, at vi er en uddøende race. Siden 1985 er der ikke ansat nogen i de her stillinger. Men vi, der er i jobbene, bliver i dem, for det er så dejligt et arbejde. Der er nogen af mine kolleger, der har været ansat i 30 år, forklarer Mona Jensen med et smil og glemmer vist lige, at hun allerede selv om få år kan fejre sit 30 års jubilæum. God tid i gamle dage Falckolinerne er ansat til at køre abonnenter til lægen og til sygehusene. Desuden henter man bloddonorer. - Jobbet er i dag anderledes end i gamle dage, hvor der var bedre tid. Dengang kørte vi ud lokalt. Altså ud fra Hjørring og tilbage igen. I dag kører vi i hele landsdelen. Måske en tur fra Hjørring til Skagen, fra Skagen til Aalborg og så måske indenom Dronninglund, forklarer Mona Jensen. En gps fortæller vagtcentralen, hvor bilen er, så der hele tiden er mulighed for at lægge ekstra afhentninger ind, hvis tiden tillader det. - Førhen var der bedre tid. Man kunne give sig tid til at hjælpe folk i tøjet og sådan noget, når man skulle hente dem. Jeg kan også huske engang, hvor jeg kom til at bage lagkage for en abonnent. Jeg skulle hente en kvinde, der skulle til kiropraktor. Jeg kom før tiden for lige at se, om hun var klar. Det var hun ikke, for hun var ved at bage laglager. Jeg ringede hjem og spurgte, hvad jeg skulle gøre. Bare vent, sagde de. Så var det, at kvinden gik i bad, mens jeg bagte hendes brune lagkager. Det er lidt sjovt at tænke på i dag. Kom fra et kontorjob Mona Jensen kom fra et job på Lønstrup Turistbureau, hvor hun tog sig af regnskaberne. Da hun fik børn, begyndte hun at overveje andre muligheder, hvor der ikke var så meget aften og weekendarbejde. - Idéen kom engang, jeg skulle give blod. De ringede efter mig, men jeg sagde, jeg ikke kunne komme, fordi jeg ikke var i bil. Så sagde de, at de ville sende en bil Det var så den første falckoline, Betty, der hentede mig, og hun fortalte om arbejdet. Jeg tænkte, at det ikke lød til at være så tosset et arbejde, så jeg sendte en uopfordret ansøgning. Jeg skulle udfylde et ansøgningsskema, som blev godkendt hos Falck, fortæller Mona Jensen. Nogen tid efter blev hun kontaktet om en stilling i Brønderslev, hvor hun blev ansat som den første falckoline dér. - Først i 1985 kom jeg til Hjørring. For at få jobbet skulle man have det lille erhvervskort, og så blev jeg forberedt til jobbet gennem et samaritterkursus og nogle kurser. Der er ingen tvivl om, at Mona Jensen elsker sit job. Selvom hun kører omkring 70.000 km om året, så nyder hun hver eneste kilometer. - Jeg elsker at se naturen skifte efter årstiderne. Det første forår, jeg var ansat, så jeg virkelig, hvor grønt græsset bliver hen over foråret. Det er så dejligt. Sådan en tur til Skagen. Åh - det nyder jeg stadig, siger Mona Jensen. Hun er også glad for snakken med de mange mennesker, som hun transporterer rundt. De er også glade for hende - og stamkunderne kender hun. - Det er spændende at følge de mennesker, jeg kører med. Også at opleve, hvor forskelligt mennesker tackler sygdom. Nogle er ikke så gode til det, mens andre igen tager deres skæbne på en helt fantastisk måde. Mona Jensen siger, at hun forsøger at undgå, at al samtale i bilen handler om sygdom: - Jeg prøver at slippe udenom engang imellem, for det kan godt blive for meget, selvom jeg ved, at det er det, der optager folk. Heldigvis er der mange, der taler om noget andet, så jeg behøver næsten ikke læse avis, for kunderne orienterer mig. Ordner selv bilen Falckolinen starter og slutter dagen på Falckstationen i Hjørring. Her står Mona Jensens Passat, som hun selv skal sørge for at holde. - Det rent mekaniske sørger vores mekaniker for, mens jeg skal tjekke olie, sprinklervæske og vaske den engang imellem, lyder det fra Mona Jensen. Arbejdsdagen går ofte i et stræk uden særligt mange pauser. Frokosten spises som regel på en Falckstation dér, hvor hun nu er ved frokosttid. Når dagen er slut, står kilometertælleren som regel på 500 km mere end om morgenen. - Jeg slutter som regel arbejdsdagen med en kop kaffe og en snak hos kollegerne i Hjørring. Som regel uden drama Mona Jensen synes ikke, at hendes arbejde er specielt dramatisk: - Det er da nok sket, at der er en i bilen, der er blevet dårlig. Men gennem alle årene er det kun sket et par gange, at jeg har måttet ringe efter en ambulance. Hun nyder, at når hun forlader arbejdspladsen, så har hun fri. - På turistkontoret var bunken på skrivebordet der stadig, når jeg kom næste morgen. Hvis jeg ikke kan nå turen her, så er der en anden, der tager den. Det er dejligt. Det er i det hele taget et rigtigt godt job. Jeg har for eksempel fri i alle weekender og helligdage, konstaterer falckolinen. Hun fik for år tilbage sammen med de øvrige falckoliner tilbud om at tage en egentlig redderuddannelse. - En af mine kolleger tog uddannelsen, men vi andre takkede nej. Jeg var simpelthen personligt bange for, at det ville være for hårdt ved helbredet, siger Mona Jensen. På Falckstationen i Hjørring er der i dag kun to falckoliner tilbage. Der også en i Brønderslev, Dronninglund, Frederikshavn. Nr. Sundby og Brovst. Jobbet som falckoline, som altså retteligen hedder p-vogns-redder overtages i stigende grad af reddere, som ønsker at trappe ned, eller som har brug for et skånejob. - Men vi andre bliver altså ved, til vi ikke kan længere, siger Mona Jensen.