De søvnløse nætters tid

Søvn 8. maj 2007 06:00

NY ALLIANCE Hvis politikere fra en række partier har svært ved at falde i søvn for tiden, så skyldes det næppe alene de stadig lysere nætter. Naser Khaders nye parti, der har fået navnet Ny Alliance, bør give anledning til bekymring mange steder. Først og fremmest naturligvis hos De Radikale. De seneste år er medlemmer og vælgere strømmet til det, der traditionelt har været et midterparti. Men den nordjysk valgte partileder Marianne Jelved har forvaltet tilliden højst uheldigt med sit ultimative krav om at blive statsminister - et krav, som hun så alligevel måtte give køb på, da meningsmålingerne blev ringere og ringere, mens Socialdemokraterne hovedrystende så på. Rollen som midterparti med indflydelse er smuldret væk under en partileder, der har haft meget svært ved at vænne sig til opposition langt fra magten. Går mange centrale radikale personer med Khader, kan det signalere tid til formandsskifte. De konservative får uden tvivl også det nye parti at mærke. Gitte Seeberg går med Naser Khader fra starten, og Ny Alliance vil formentlig fortsætte De Radikales økonomiske politik, hvor R og K ikke ligger langt fra hinanden. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange konservative har et anstrengt forhold til Dansk Folkepartis - pænt sagt - meget markante rolle som støtteparti. Derfor vil mange konservative vælgere nu pludselig få en reel mulighed for at holde fast i eksempelvis skattepolitikken ved at stemme på Ny Alliance og dermed undgå Dansk Folkeparti. DF selv mister næppe ret mange stemmer til Khader. Alligevel må nybruddet give Pia Kjærsgaard noget at tænke over. Klarest er det formuleret af Kim Sejr, en af de radikale udbrydere; ”Det drejer sig om at reducere Dansk Folkepartis parlamentariske indflydelse, så V og K kan danne flertal sammen med os”. Tanken om et flertal bestående af Venstre, De Konservative og Ny Alliance kan også let ødelægge nattesøvnen for Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater. Det vil nemlig skubbe en S-ledet regering endnu længere ud i fremtiden. Mindst forstyrret i nattesøvnen bliver formentlig statsministeren og hans partifæller. Uro hos oppositionen gavner som udgangspunkt altid regeringen, og får Ny Alliance held med sit forehavende, givet det endnu et parti at forhandle med ved næste regeringsdannelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...