De spillede, snakkede, sov og snorkede

100 unge brugte weekenden på computerspil

EMNER 6. april 2003 08:00

AALBORG: - De står bare alligevel med knive, de er så dumme, de er, lo han, mens han med sikre fingre og hænder styrede sin bevæbnede mand gennem tunneler af farlige fælder og fjender. Kommentaren havde ikke nogen adresse, men sagt blev det til sidemændene, til dem der lige hørte det, og sådan mumlede mange ind i skærmen, til kammeraterne eller til sig selv. Siden fredag 18.30 har cirka 100 drenge 9-30 år moret sig med forskellige computerspil på Aalborg Tekniske Skole. Otte 1. g-elever på skolens gymnasium har arrangeret weekenden, der foruden en computer, internetadgang, spillekonkurrence, socialt samvær og hygge også byder på soverum, en pølsevogn inklusiv rundstykker og kaffe til de morgenfriske, samt gode toiletfaciliteter. Men det slog én i møde, duften som når en håndfuld boksere går til den i et kælderlokaler med dårlig udluftning og lavt til loftet. Ikke alle havde sæbe med hjemmefra, ikke alle have fået sovet og ikke alle havde i sinde at gøre nogen af delene i særlig store portioner. Det slog også én i møde, at der var mange, og der var mange computere. Og så slog det én, at der ingen piger var - hov jo, der sad jo én pige nær indgangen. - Nå hende, jamen det er pølsedamen, lo en af arrangørerne Kasper Øgaard Jensen og tilføjede: - Elevrådet står for pølsevognen. Og fra den blev der flittigt provianteret. Hotdogs gik som varmt brød og så med pølse indeni. - Men i går tog vi bussen ind til McDonald's for at få noget ordentlig mad.... nå nej noget mere at vælge imellem, lo 16-årige Casper Nielsen, Dronninglund. - Vi skal også ind til McDonald's i aften, forsikrede han og kammeraten Mathias Larsen, 14 år, Dronninglund. Begge spiller en del spil på computer i hverdagen, men spiller ikke overdrevent, synes de. Faktisk spiller Casper Nielsen kun i weekender. - Det er sjovt at spille, hvor der er nogle at snakke med. Så kan man se, dem man spiller imod, gav de som en af de væsenligste forklaringer på, hvorfor to unge fra Dronninglund vælger at sidde foran en computer en hel weekend. - Det er jo også kun en gang imellem, man deltager over en hel weekend, sagde Casper Nielsen. - Ja, i weekenderne er det sjovt at mødes fire, fem, seks, syv kammerater til spil. Det er ikke noget ved, hvis man bare sidder alene, fortalte Mathias Larsen, der var på nippet til en konkurrence i warcraft 3. Et univers de fleste piger ikke gider. Et univers med spil, med kampe, med knive og pistoler og styrkeprøver og konkurrence. - Det gider pigerne ikke. De kan godt finde ud af det med computere, men de chatter. Det gør næsten alle pigerne, og spiller de spil, så er det The Sims de spiller. Det gælder om at passe en familie og bygge huset større. Det bliver kedeligt i længden, synes Capser Nielsen, der ikke får specielle krav om, hvor ofte han må spille på sin computer derhjemme: - Nej, men jeg spiller også kun i weekenderne. Min mor spørger mig sommetider om jeg kunne forestille mig et liv uden computer. Nej, det kan jeg ikke. Jeg har jo altid haft en computer. Min mor spørger nok, fordi min altid kører, og der er altid musik, sat på, fortalte han. Mathias Nielsen bor på en gård, så der er også meget andet at se til. - Men jeg spiller da en-to timer hver dag. Det er ok, sagde han, inden han og Casper Nielsen må tilbage foran computeren og videre med deres spil. Under bordet lå nogle og sov. Oppe sad de stribe på stribe og fra en af dem lød der et lille, men desperat: - Neeeeeejjjj. Det var computerbeskeder, som truede counterstriker og konkurrencen, som i øvrigt stopper i dag klokken 14.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...