De spiller dansk i Tårs Kirke

TÅRS:Tårs får også lejlighed til at mærke, at det på torsdag er Spil Dansk Dag. Tårs Kirke inviterer nemlig til koncert, hvor kirkesanger Christine Hjorth Bjerre og organist Anton Schmidt-Jakobsen vil synge og spille dansk musik. Det meste af programmet vil bestå af musik skrevet af N.W. Gade og Carl Nielsen. Man kan blandt andet høre Gades kirkearie "Her fra støvet råber jeg, Herre til dig". Publikum kan også få lejlighed til at lære vindersangen i årets konkurrence om at skrive årets danske sang at kende. Den hedder "Hymne til Sangen" og er skrevet af Lars Kaaber med musik af Viggo Steincke. Sangen handler om det forunderlige i, at sangen kan følge os hele livet igennem. Koncerten begynder 19.30, og der er gratis adgang.