Skolelukninger

- De splitter fællesskabet og vores lille samfund

Mødre i Understed og Karup parate til at flytte hjemmefra for at få deres børn i en Sæby-skole, når Volstrup lukker

Familien Gadensgaard var på barrikaderne for et år siden i et forsøg på at bevare Volstrup Skole. I mellemtiden har de affundet sig med, at deres dejlige skole skal lukke. Men nu skaber udspil fra kommunen atter vrede og frustrationer hos dem og mange andre forældre. Familien består af Claus, Ida, Frederik, Katrine og Karen. arkivfoto: Peter broen

Familien Gadensgaard var på barrikaderne for et år siden i et forsøg på at bevare Volstrup Skole. I mellemtiden har de affundet sig med, at deres dejlige skole skal lukke. Men nu skaber udspil fra kommunen atter vrede og frustrationer hos dem og mange andre forældre. Familien består af Claus, Ida, Frederik, Katrine og Karen. arkivfoto: Peter broen

VOLSTRUP:- De skal bare ikke bestemme, hvor mine børn skal gå i skole. De er politikerne i Frederikshavn Byråd. Udtalelsen kommer fra en vred og frustreret mor til elever på Volstrup Skole. - Hvis det kommer så vidt, skifter en af os adresse. Så flytter jeg i en lejlighed i Sæby og melder mine børn ind på Sæbygaardskolen. Så kan jeg flytte ¿hjem¿ igen bagefter, udtaler Karen Gadensgaard. Hun og tre andre mødre fra Understed/Karup området har været samlet for at drøfte masterplan for udmøntning af ny skolestruktur og forslag til nye skoledistrikter. Deres børn går i dag på Volstrup Skole. Når Volstrup Skole lukkes, skal de fire mødres børn skilles og gå på henholdsvis Sæbygaardskolen, Hørby skole eller Gærum Skole. Andre skal på Sæby Skole. Men sådan bliver det ikke. Det vil de ikke være med til. - Vi var ved at falde ned af stolen, da vi så forslaget til nye skoledistrikter. Flere frustrationer - Vi har opført os ordentligt i lang tid, fordi vi troede, at politikerne ville gøre det bedste for os, når vi nu ikke kan beholde Volstrup Skole. Men nu har vi bare endnu flere frustrationer og spørgsmål, forklarer Karen Gadensgaard. Forældrene er blev lovet frit skolevalg efter skolelukningen. En undersøgelse blandt Volstrup Skoles forældre har vist, at 99 procent ønsker deres børn på en af de to Sæby-skoler. - Nu splitter de vores lille samfund helt fra hinanden, forklarer Karen Gadensgaard om Understed/Karup området. - Vores børn leger sammen og er i de samme idrætsklubber. Hvis de skal gå på forskellige skoler, får de mindre tilknytning til hinanden. Det er i forvejen kompliceret at bo på landet. Det kan politikerne ikke være bekendt. Vi skal fodre små skoler Karen Gadensgaard nævner et eksempel fra Hestvangsvej. En families børn skal til Hørby Skole, mens dem, der bor overfor skal på Gærum Skole. Børn fra Understed skal høre til Sæbygaardskolen og Karup-børn til Hørby. - Det virker som om vi skal bruges til at fodre de små skoler. - Vi blev lovet frit skolevalg, men nu er vi meget nervøse for, hvad det egentlig betyder. Betyder det, at vi selv må bestemme, men at skolebussen ikke kører til for eksempel Sæby. - Det ser også ud som frit skolevalg betyder, at mine børn godt må komme på Sæbygaardskolen, hvis de ikke udløser en ny klasse. Det ved vi vil ske i 2009, for der er allerede fyldt op, for eksempel i den børnehaveklasse, som min yngste datter i givet fald skal i. Ikke flere skoleskift Endnu engang pointerer den vrede mor, at hendes børn ikke skal gå i skole i Hørby. Så kan hendes ældste, Frederik, få to år på Hørby Skole, hvorefter han i 7. klasse skal flytte til Dybvad - endnu længere væk. - Desuden tyder alt jo på, at Hørby Skole er den næste skole, der bliver lukket. Mine børn skal ikke udsættes for flere skoleskift, understreger Karen Gadensgaard. Planerne om at lukke Volstrup Skole har allerede fået mange til at flytte til Privatskolen i Sæby. - Men den mulighed kan vi ikke bruge, for privatskolen er fyldt op mange år frem i tiden. Høring og spørgsmål Når de fire mødre i Understed/Karup har fundet anledning til at mødes og drøfte deres børn skolefremtid skyldes det, at kommunen har sendt et forslag til nye skoledistrikter til høring. Disse nye distrikter skaber vrede og undren - og stiller en masse spørgsmål. NORDJYSKE håber senere at få kommunens svar på spørgsmål som for eksempel: [ Er vi sikre på, at der er transport med i vores frie skolevalg? [ Hvordan hænger ønsket om kortest mulig skolevej sammen med at børn fra Karup skal til Dybvad efter 6. klasse? [ Er vi sikre på det frie skolevalg, også selvom det udløser flere klasser på modtageskoler? [ Hvordan vil en samlet klassetilmelding til for eksempel Sæbygaardskolen blive behandlet? Hvem skal afvises, hvis der ikke er plads?

Forsiden