EMNER

De sure, gamle mænd

UNGES SPROG: Det siges, at omkring 40-45-års-alderen stivner fornemmelsen for det danske sprog hos ganske mange. Næsten uanset hvad sproget derefter tager ind af nye udtryk - for dansk er jo hele tiden i udvikling (eller - efter nogles mening - i afvikling) - så bliver det mødt med panderynken, hovedrysten, fnysen og dybe suk, tilsat ytringer i retning af: "Hvad i alverden skal vi nu med nyt udtryk B, når det gamle udtryk A var så ganske aldeles udmærket dækkende?". Sprog er nemlig ikke bare et spørgsmål om temperament - det er også i allerhøjeste grad et spørgsmål om alder. Det fremgår af bogen "Unges sprog", hvor et par sider er sat af til, hvad forfatterne lige kalder "de sure, gamle mænd" - og det behøver såmænd ikke engang at være gamle eller mænd. "Sprogligt sure, gamle mænd kan godt være af hunkøn, og de kan også være teenagere. De gymnasiepiger, der ikke kan lade være med at rette på andres sproglige produkter, er sure, gamle mænd, og de vil udgøre den næste generations værste trussel mod det danske sprog". Ifølge forfatterne er de sure, gamle mænd iskolde, "hvis unge mennesker bruger sproget på en anden måde, end de sure, gamle mænd vil have, specielt hvis de unge mennesker staver selvstændigt. Det er, som om de sure, gamle mænd tager det som et tegn på manglende kvalitet eller begavelse, hvis folk ikke staver som de sure, gamle mænd. Det er farligt at gå op imod det, og det kan vi kun advare de unge imod, så længe de er i situationer, hvor de sure, gamle mænd er kendt for at udøve deres magt allermest brutalt, for eksempel ved eksamensbordene i vores uddannelsesinstitutioner". Ifølge "Unges sprog" handler det i sidste ende om magt. Om at have magten over det sprog, som "de sure, gamle mænd" mener at have eneretten på. En magt, som man jo ikke sådan videre spiller sig af hænde. Et af mange problemer ved dansk er imidlertid, at mange udtryk kan staves på flere måder - og at vi ikke altid er enige om, hvordan bestemte udtryk skal udtales. For eksempel skal det såmænd nok komme bag på de fleste, at det franske bilmærke Citroën aldeles ikke skal udtales med et let nasalt "æng" til sidst, altså Citro-æng. Misforståelsen kan muligvis hænge sammen med, at nogle franske ord, der slutter på en vokal plus et n, udtales med en nasal ("snøvlet") vokal, og hvorfor så ikke også Citro-æng? Men franskmændene udtaler selv Citroën på en måde, så det rimer på det danske "ven". En anden meget udbredt misforståelse er at udtale navnet på den tidligere polske præsident Lech Walesa som "læk valænsa". Strengt tager trækker den polske udtale mere i retning af "læh varuæsa" eller "læh warwæsa". Og så er der alle de steder i det danske sprog, hvor vi nærmest kan komme op at slås over, hvorvidt det hedder efterretningstjeneste eller efterretningstjeneste. Eller intellektuel eller intellektuel. Men den tager vi en anden gang. J. Normann Jørgensen og Pia Quist: "Unges sprog" Hans Reitzels Forlag 187 sider, 248 kr.