De syge skal blive hjemme

Bliv væk fra sygehuset, hvis du rammes af influenza, lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen

KØBENHAVN:Ingen "fod på speederen direkte mod hospitalet"-reaktion, tak. Oplysningskampagner skal forebygge, at syge stormløber sygehusene i tilfælde af en verdensomspændende epidemi af en almindelig influenza. Det foreslår Sundhedsstyrelsen i et udkast til en ny såkaldt pandemiplan, der er sendt i høring. En pandemi er en epidemi, der spreder sig til én eller flere verdensdele. - Noget af det, som er centralt for, at planen kan fungere optimalt, er, at befolkningen er indforstået med, at hvis der kommer en pandemi til Danmark, så skal man forholde sig roligt, siger lederen af Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, Else Smith. Sundhedsstyrelsen skønner, at op mod en milion danskere i så fald vil søge lægehælp, men langt de fleste skal i stedet blive hjemme. - Det er vigtigt at reservere ressourcerne til dem, der er alvorligt syge og kan dø af influenzaen, siger hun. - Så hvis man bliver syg og rammes af influenza, skal man blive hjemme og vente på, at sygdommen går over af sig selv, og hvis man bliver ekstra dårlig, så ringer man til sin egen læge eller til en hotline, som bliver etableret. Viden forebygger frygt I USAhar eksperter udtrykt frygt for, at sygehusene vil blive overrendt af syge mennesker, hvis den såkaldte fugleinfluenza begynder at smitte mennesker, og på den måde udløser en verdensomspændende epidemi. Ud fra undersøgelser om, hvordan folk håndterer kriser, har Sundhedsstyrelsen fundet frem til, at frygt forebygges bedst med viden. - Det er ubekendt, hvornår pandemien kommer, hvilke virus vi rammes af, hvike symptomer vi må få under en influenzaepidemi, og hvor alvorligt det bliver. Men der er også nogle ting, som er os bekendte, og som er vigtige, at allesammen ved - som hvordan man skal reagere. For når folk ikke forstår og er bange, er der større risiko for, at de går i panik, siger hun. Hvornår oplysningskampagnerne går igang er stadig uvist. - Timingen for, hvornår vi skal sætte ind, er svær, for ingen ved, hvornår en almindelig influenzaepidemi rammer os. Det mest sandsynlige er, at pandemien vil opstå i Asien, og så vil vi få en form for advarsel fra Verdensundhedsorganisationen, WHO. Derudfra vil vi lave en konkret handlingsplan, siger Else Schmidt.