De syngende træer

Trillingsgaards kunstnerpark har fået navn

Bent Stenbakken
Direktør Ernst Trillingsgaard - her sammen med teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard - har længe jagtet et nyt navn til sin kunstner park. Det blev "De syngende træer", og parken bliver genindviet med fuld musik i hele 48 træer til foråret. Arkivf
Musik 16. november 2011 10:00

Hele 184 forslag var der at tage stilling til, da en lille dommerkomite tirsdag eftermiddag samledes til kaffe og lagkage på kontoret hos direktør Ernst Trillingsgaard for at finde ud af, hvad kunstnerparken i hjørnet af Kildeparken skal hedde, efter at ni af træerne nu har fået tilføjet musik. - Tak for at I gad at være med til det her. Til foråret vil der være yderligere 40 træer, som får musik. Vi er ved at få lagt rør ned, inden frosten kommer, og til foråret vil vi så indvie den nye park med det nye navn, indledte direktør Ernst Trillingsgaard, Aalborg Kongres & Kultur Center. Siden november 1987 har 76 vidt forskellige kunstnere plantet et træ i et ofte temmelig overset hjørne af Kildeparken. Navne som Cliff Richard, Harry Belafonte, Van Morrison, Bob Dylan og senest Hansi Hinterseer og James Blunt. I september fik ni af træerne tilføjet en stander, hvor en forbipasserende kan få gang i den træplantende kunstners musik ved at trykke på en knap. - Du kan se, hvilke træer der er musik i, for rundt om dem er græsset helt slidt ned, siger Trillingsgaard, inden voteringsarbejdet går i gang. Foruden rådmand Mariann Nørgaard og Trillingsgaard tæller komiteen turistchef Helge Søgaard, Aalborg og journalist Bent Stenbakken, NORDJYSKE. Turistchefen har tænkt meget i det engelske også for at tækkes eventuelle besøgende udenlandske turister, men har også et par enkelte danske forslag. Der bliver dog hurtigt enighed om, at det gælder om at kombinere fænomenerne, musik, træer og besøgende kunstnere og musikere, med et mundret navn, gerne på dansk med en engelsk oversættelse. - Kunstnerne selv får jo overrakt et Piet Hein-digt i oversættelse om vigtigheden af at plante et træ, så dem behøver vi ikke at forklare noget for med navnet, mener direktør Trillingsgaard. Et lidt overfriskt forslag om at kalde parken "På syngende grund" kommer hurtigt på gyngende grund. Men både det danske og engelske får så sit ved det endelig enstemmigt vedtagne forslag: De syngende træer - med den engelske tilføjelse - Park of Music. Der er enighed om, at det er det mest mundrette og beskrivende for parken, som den forhåbentlig kommer til at fremstå, når den bliver genindviet i marts/april næste år. - Til den tid skulle vi gerne have 48 træer med musik. Det kunne blive en turistmagnet, når det bliver færdigt, mener Trillingsgaard. Og de andre overskydende træer? Dem er der planer om at plante ved siden af åen i Karolinelund. Vinderforslaget er indsendt af Vibeke Hersang Gjøl, som nu kan se frem til at få førsterækkesbilletter til Dansk Melodi Grand Prix, 21. januar, med tilhørende middag og egen hotelsuite.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...