Aalborg

De syriske børn drømmer stadig

Fotoudstilling om krig, håb og drømme åbner søndag den 15. april i Huset

Maren Gilling og Lars Schmidt. Privatfoto

Maren Gilling og Lars Schmidt. Privatfoto

AALBORG:Syrien har snart raset i syv år, og krigens største tabere er de syriske børn. De er blevet drevet på flugt, og mange lever et liv i enorm fattigdom, uden tilbud om skolegang og med en tabt barndom. Men stopper man med at drømme, når man kun kender til en virkelighed i krig, på flugt og uværdige rammer? 

Fotoudstillingen "De Drømmer Stadig" giver et usminket billede af den nuværende situation, børnene i nærområdet befinder sig i samt et indblik i børnenes fortid. "De drømmer stadig" er en udstilling om håb, tab, krig, savn og drømme.

Udstillingen er udarbejdet af fotograf Lars Schmidt og skribent Maren Elise Skjerlie Gilling. De har sammen skabt Face The World, som blandt andet laver undervisningsmaterialer om børn på flugt. Søndag 15. april kl. 12 åbner udstillingen i Husets nye åbne have med terrasse, café og byhaver ud til Hasserisgade i Aalborg.

Mads Nygaard forfatter og Venligbo kommer og åbner udstillingen, og alle er velkomne.

Til udstillingen er der lavet undervisningsmateriale, som tilbydes alle skoler i Aalborg, hvor skoleklasser også inviteres til både udstilling og foredrag. Udstillingen har bl.a. været vist foran Frederiksberg Rådhus og vistes i marts på rådhuspladsen i København lige inden den kommer videre op til Husets have i Aalborg.

Fotograf Lars Schmidt og skribent og lærer Maren Elise Skjerlie Gilling udgør Face The World. De har gennem de sidste år arbejdet målrettet med Børn på flugt. I 2017 tilbragte de en måned langs den syriske grænse i Tyrkiet, hvor de har interviewet cirka 250 syriske flygtningebørn på skoler, i flygtningelejre og på børnehjem. Resultaterne er blandt andet blevet til undervisningsmaterialet "Min ven fra Syrien", som Red Barnet nu bruger på sin undervisningsplatform.

Udstillingen kan ses frem til 12. maj.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.