De tager præsten med i biffen

Skole-Kirke-Tjenesten har fundet på en anderledes skoledag

Skolevæsen 8. september 2004 06:00

HJØRRING: Omkring 1000 skolelever fra Hjørring og omegn har siden i mandags haft mulighed for en noget anderledes skoledag. For Skole-Kirke-Tjenesten i Hjørring Provsti har inviteret til projektet "Med Kirken i biografen". Frem til og med i morgen slår Hjørring Bio Center fra morgenstunden dørene op til tre film fordelt på tre klassetrin. De mindste til og med 3. klasse ser tegnefilmen "Bjørnebrødre", 4. til 6. klasse ser den danske film "Kald mig bare Aksel", og 7. til 10.-klasserne ser storfilmen Ringenes Herre. Inger Brinkmann Poulsen fra Skole-Kirke-Tjenesten fortæller, at alle præsterne indenfor Hjørring Provsti er blevet kontaktet og bedt om medvirken i forbindelse med projektet. For skoleklasserne kan efter filmen invitere præsten på besøg på skolen, hvor de så måske kan få svar på nogle af de spørgsmål, som filmen har rejst. I "Bjørnebrødre" kunne det være filmens tema om kærlighed men også død. I "Kald mig bare Aksel" kunne det være en diskussion om Aksels store lyst til at være som de muslimske drenge, og i "Ringenes Herre" kunne det være en debat om eventyret kontra Bibelens budskab. Skole-Kirke-Tjenesten har på grund af den store tilslutning af skoleelever valgt at gentage projektet "Med Kirken i biografen" igen til næste år, og det skulle blive omkring uge 10 eller 11.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...