Skolelukninger

De ti bedste bud

Hjørring Kommune har sammensat sit dream-team, som skal føre den nye skolestruktur ud i livet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rolf Nordsborg har deltaget i to skolestrukturændringer, og det bliver ikke med ham ved roret, at Vrå-distriktet finder sine ben - han går på pension efter sommerferien, og i stedet ansættes skolecenterchefen Mads Albertsen, der i øjeblikket har et l

Hjørring Kommune offentliggjorde i går listen over de ti nye skolecenterchefer, der skal føre den nye skolestruktur ud i livet. En struktur, som slagter otte skoler og kapper overbygningen af fire yderligere - samtidig inddeles det kommunale landkort med distrikter, der huser en slags hovedskole med tilknyttede "undervisningssteder". En del af navnene er gamle kendinge, der skal fortsætte, hvor de er nu, men listen byder dog på et par nyheder, som mange nok ikke havde gættet. Farvel til Holmegårdskolen Skolecenterlederen Søren Chr. Jensen skal således vinke farvel til sit nuværende center med Holmegårdskolen og Skallerup Skole og være ny chef for centret i Hirtshals. - Jeg har nok i en vis udstrækning følt mig presset til at tage det. Jeg er blevet anmodet flere gange, lyder det fra Søren Chr. Jensen. Selv om det er med en vis vemod, han forlader Holmegårdskolen, hvor han har været i 26 år, så ser han frem til at tage fat på arbejdet i Hirtshals. Den tyske kansler Konrad Adenauer og USA's tidligere præsident Ronald Reagan regerede begge i en sen alder, og det kommer - uden sammenligning i øvrigt - Søren Chr. Jensen også til. Han bliver således snart 67 år. Men skal borgerne i Hirtshals og omegn så regne med, at det bliver en kort visit? - Den øvre aldersgrænse for tjenestemænd er ophævet, så jeg kan jo blive ved, indtil jeg er 100 år gammel! Nej, jeg vil sige, at jeg bliver på posten, indtil opgaven er løst. Og opgaven er at skabe et velfungerende center, siger han. Ny mand i Vrå I udpegningen af de ti skolecenterchefer er det måske også at bemærke, at der ikke er blevet plads til hverken Lars E. Christiansen (Hirtshals Skole) eller Troels Mikaelsen (Ulvkærskolen) andre steder på højeste chef-niveau. Mads Albertsen er også ny i Vrå, men han er centerchef i øjeblikket i Tannisbugt Skolecenter med Bindslev og Tversted skoler. Også Jan Breivik er ny i Tårs, men han har også centerchefs-erfaring, idet han p.t. er chef i et center, der dækker Tornby-Bjergby-Horne. Michael Slot Pihl, der i øjeblikket er chef i Løkken Skolecenter, skal efterfølge Søren Chr. Jensen på Holmegårdskolen. Løkken bliver en del af det nye distrikt med Vrå Skole. Da processen gik i gang meddelte den nuværende skolecenterleder for Vrå og Vrejlev-Hæstrup skoler, Rolf Nordsborg, at han ikke var interesseret i at tage en ny tørn. Hans ønske om en aftrædelsesordning er i stedet blevet imødekommet, så han stopper, når skoleåret slutter. - Jeg bliver 65 år næste gang og har allerede deltaget i to forløb, hvor der er gennemført ændringer af skolestrukturen. Første gang var i 1999, hvor Vrå Realskole, Vrå Hovedskole og forskolen blev lagt sammen og anden gang var, da Vrå Skole og Vrejlev Hæstrup for få år siden gik sammen i et skolecenter, fortæller Rolf Nordsborg. Er der en lektie, han har lært gennem de mange år som skoleleder, så er det, at folkeskolen ikke er kendetegnet af ro og status quo. - Forandringens vinde blæser altid. Er det ikke regering og folketing, så er det byrådet, der sørger for det. Der skal også ske noget, men en gang imellem kunne man godt ønske, at det skete med lidt større intervaller, så man kunne nå at få pusten på skolerne, inden der igen skulle ske noget nyt, siger Rolf Nordsborg. Pensionisttilværelsen skal blandt andet bruges på sommerhus og familie; han og hustruen har børn og barnebarn i København. Undervisningschefen i Hjørring Kommune, Martin Østergaard, synes, at man har været igennem en god proces forud for ansættelserne. - Med hensyn til ansættelsen af Søren Chr. Jensen vil jeg sige, at vi har fået en erfaren og rutineret mand til en kompleks opgave, siger Martin Østergaard, der påpeger, at de chefer, der ikke blev plads til i denne omgang, indgår i næste runde - niveau 2 - når der skal findes afdelingsledere og pædagogiske ledere i skolecentrene.