De tilkaldte tyrkere

En munter, sine steder nærmest folkekomedieagtig film om at kende og vedkende sig sine rødder. Film, der kalder på grinet, og hvor der også er gjort plads til at fælde en lille, vemodig tåre. Familieoverhovedet Hüseyin (Vedat Erincin) kom til Tyskland, som gæstearbejder nummer en million og et, dengang wirtschaftswunderet fik den tyske stat til at tømme Italien, Spanien og selvfølgelig Tyrkiet for villig og billig arbejdskraft. Papa Hüseyin samler stadig børn og børnebørn, og deres respektive ægtefæller til den store traditionelle familiemiddag, her 45 år, efter at han først satte fod på tysk grund. I mellemtiden er han såmænd også blevet tysk statsborger med rødbedefarvet Reisepass, men - overraskelse - har også købt et faldefærdigt hus hjemme i Tyrkiet og vil nu have hele familien med hjem og få det sat i stand. - Skal vi så flytte hjem, spørger hans kone, Fatma, ængsteligt. Men nej, det er bare et sommerhus beroliger Hüsein. Det er en film som via det tyskfødte barnebarn Cenk i stadigt genkommende tilbageblik, får fortalt historien om de tilkaldte tyrkere. Selvfølgelig med fokus på familien. Hvad sker der, når du må drage ud for at forfølge drømmen om et bedre liv? Og filmen har både godt og humoristisk tag i kultursammenstødet. Altså at tænke sig. Tyskerne går tur med deres hunde. Og har dem i snor. Hvorfor ikke bare lade dem løbe selv, som de gør hjemme i Tyrkiet? Sprogbarrieren bliver lige tvistet en gang, for filmen lader tyskerne tale et gebrokkent, hjemmelært tyrkisk, mens de indvandrende tyrkere taler ganske nydeligt tysk. Her er flere gode grin, men filmen anslår også mere alvorlige undertoner. For papa Hüseyin har - viser det sig - også en større bagvedliggende ide med at familiesammenføre sin egen slægt med det Tyrkiet, som han og Fatma blev nødt til at forlade for at kunne brødføde deres familie. Samtidig med at de alligevel har holdt fast i nogle rødder og traditioner, som udgør grundlaget ikke alene for deres familie. Men også er almengyldige for varmt og nært menneskeligt samvær. Og så er det ganske skægt i historisk perspektiv at se, hvor godt Tyskland tog imod de fremmede dengang i 60'ernes euforiske opsvingsperiode. Ganske som vi gjorde herhjemme, før fremmedhadet nærmest blev politisk institutionaliseret og accepteret i brede kredse herhjemme. Underholdende og hjertevarm film for hele familien. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Almanya - velkommen til Tyskland" Org. titel:"Almanya - willkommen in Deutschland" Tyskland, 2011. Instr.:Yasemin Samdereli. En time, 37 min., iill. f. alle. Danmarkspremiere, Biffen, Nordkraft.