De to tårne i Løgstør BIO

LØGSTØR: Løgstør BIO har fredag premiere på anden del af Ringenes Herre: De to tårne. Ringenes Herre - Eventyret om ringen var historien om fællesskabet, og De to tårne er filmen om splittelsen. Anden del er ikke en bedre film end den første, men den er mørkere og interesserer sig mere for sine karakterers splittede sind. Efter endnu en overraskende åbning bliver det tydeligt, at noget nyt er under opsejling. Frodo står ikke længere så markant i centrum. Som epikkens helt er det Aragorn, der slår sin position urokkeligt fast. Hans forhold til Arwen uddybes og skifter karakter efter flash-backs til samtaler med Elrond i Kløvedal. Er den dødelige kærlighed brudt mellem mennesket og elverkvinden? Ikke mindst fremkomsten af mennesket Eowyn, niece til Kong Theoden, får os til at tro det. Også Aragorns kærlighed er ved at splittes. Hovedrollerne spilles af Elijah Wood, Ian Holm, Liv Tyler og Cate Blanchett. Filmen vises til og med søndag 19. januar. mich