Bryggerier

De to tårne på Solsiden

Den gamle silo skal væltes og give plads til boligtårne, der bliver seks meter højere

HHvad New York ikke længere har, er på vej i mindre udgave i Aalborg. To tårne, der, når de er bygget, bliver de højeste bygninger i og omkring Aalborg. Høje Brygge kaldes projektet. 16 etager med i alt 47 boliger er planen. I to helt nye siloer ved Lindholm Brygge i Nørresundby. Den eksisterende skal rives ned. Og en ny og højere opføres på fundamentet. Da Dansk Andels Cement i sin tid byggede den, var der planer om to. Derfor er der på det lille grundstykke helt ud i vandkanten piloteret og funderet til to siloer. Nu har TK Properties-selskabet "kristensen ejendomme", der er bygherre, sammen med arkitektfirmaet Friis & Moltke besluttet, at der skal være to tårne. Eneste ændring fra den nuværende bliver højden. Den nuværende er 47 meter høj. De to kommende kommer til at rage 53 meter i vejret. Den runde form bevares. De bygges i beton. De bliver lysegrå. Og de ligger præcist der, hvor fundamenterne og den ene cement-silo allerede er. De ting er lagt fast i lokal-planen for området. Silo-karakteren måtte ikke forsvinde, og bygningerne skal have karakter af landemærke. Cirkelrunde boliger Derfor vil der om godt et år være 47 halv- og helrunde andelsboliger på stedet. Andelslejlghederne bliver mellem 64 og 178 kvm. og hos ejendomsmægler-firmaet Thorkild Kristensen, der skal sælge projektet, regner Allan Nørgaard med, at der med de mange forskellige lejlighedstyper bliver tale om en mere sammensat gruppe af beboere end i en lang række andre andelsprojekter. - Denne gang henvender vi os ikke kun til de erhvervsaktive over 50, det såkaldte grå guld. Vi forestiller os med de mindre lejligheder, at også unge med fuld gang i karrieren vil være interesserede, siger han. Og tilføjer at han ikke tror på, der kommer børnefamilier til i siloerne. - Det duer ikke, at børn skal ned fra 16. etage for at lege. Der bliver heller ikke rigtigt børne-faciliteter omkring siloerne. Og endelig vil de fleste forældre nok synes, at det i forhold til børn er lige lovligt tæt på vandet, funderer Allan Nørgaard. Når 35 af de 47 lejligheder er solgt, går byggeriet i gang. Når altså den eksisterende silo er fjernet. Den skal sprænges væk efter et princip, hvor den skal lægge sig stille ned på en pude af jord. I retning modsat Siemens-bygningen. Godt en uge efter salget tog start var 19 af lejlighederne solgt. Jesper Korsbæk, regionschef hos kristensen ejendomme, beskriver bygeriet som gedigent i den luxuiøse ende. Det betyder skræddersyede køkkener til den enkelte lejlighed, badeværelser med granit på både borde og gulve. Vedligeholdelsesfrie vinduer og lyse parketgulve. Spår stor interesse Prisen på andelsbeviserne ligger mellem 298.000 kroner og 698.000 kroner. Og huslejer mellem godt 4000 og 9000 kroner. Den dyreste lejlighed bliver den øverste i den "gamle silo", der fylder hele 16. etage. Men ellers er der gjort meget ud af, at der skal være store og små lejligheder på alle etager og i begge siloer. Både bygherre og mægler tror på, der vil blive rift om lejlighederne. Ganske vist kan det synes, som om der i Nordjylland bygges ganske mange andelsprojekter, også i den lidt dyrere ende. Men en række mæglere og flre kreditforeninger spår, at markedet for andelsboliger til de midaldrende erhvervsaktive, der sælger villaen er stort i lang tid fremover. Og endelig er der en tendens til, at karriere-mennesker ikke har ret meget lyst til en ejerbolig med alle de forpligtelser, der følger med. Eller bare ganske enkelt ikke vil bindes et bestemt sted, fordi de zapper mellem jobs. Solsiden attraktiv Om siloerne siger både Jesper Korsbæk og Allan Nørgaard, at de ikke er i tvivl om salgbarheden. Fordi der er tale om en absolut og eneststående beliggenhed, der ikke kan fås andre steder. - Folk ved godt, hvad top-beliggenhed er. Og så er de klar. Det er sværere og tager længere tid at sælge andels-projekter, der er næst-bedst, forklarer mægler Nørgaard. Salget af andre projekter på Lindholm Brygge, der en gang var cement-fabrik, har rammet en pæl igennem tesen om, at grænsen for mange gik ved Limfjorden. Og udsigten fra Nørresundby-siden mod Aalborg er da også væsentligt pænere end den anden vej. Kommer man op i højden, som i siloerne, er udsigten ubeskrivelig. Også i andre retninger end lige mod fjorden. At priserne på udsigtslejlighederne kan holdes på et niveau, der er set flere andre steder, hvor beliggenheden ikke har været så enestående og byggeriet ikke så spektakulært, ligger alene i, at etage-byggeri er billigere end angreb på det åbne land. Alt inklusive, grund, nedrivning af den gamle silo og opførelsen af to nye, er kvadratmeterprisen på 15.800 kroner. De næste måneder skal vise, om det at sælge andels-lejligheder med suveræn beliggenhed endnu en gang bliver som at dele gratis billetter ud til tivoli, som Allan Nørgaard udtrykker det. Det han fortæller er, at købet af en ejerlejlighed i samme byggeri ville være en lang lang proces for den enkelte. Mens en andelsbolig aldrig kan slå fejl, og gør den det alligevel taber man ingen penge, hvis den skal sælges igen. For andelshavere i de to tårne gælder, at de selv i stor stil kan blive medbestemende om, hvordan deres bolig skal se ud og skal indrettes. I modsætning til mange andre projekter gælder for siloerne i beton, at alle boliger bliver færdige på en gang. Etape- opdeling er ikke muligt, når man bygger i højden.