- De tog mine følelser fra mig

Kim Brix Andersen blev til en overlever i det vietnamesiske fængsel. Nu håber han, at få følelserne tilbage

EMNER 10. februar 2005 00:09

10 og en halv fod til den ene side. 10 og en halv til den anden. Et neonrør tændt fra klokken tre om eftermiddagen til klokken syv om morgenen. En millimetertynd sivmåtte og et tyndt tæppe til at tage over sig. En vandhane og et simpelt das, hvor rotterne af og til kiggede op. I 15 måneder og 20 dage var det hverdag for den nordjyske forretningsmand Kim Brix Andersen, der i går vendte hjem fra Vietnam efter knap halvandet års mareridt. Alligevel er han ikke rigtigt glad, selv om han nu har fødderne plantet på tryg dansk jord. - Jeg føler faktisk slet ingenting, det er det uhyggelige ved det. Jeg er blevet hård af den behandling, jeg har fået. Jeg kan ikke rigtigt mærke noget mere. Jeg har talt med en psykolog, der siger, at det er en forsvarsmekanisme. Hvis folk behandler dig uvenligt nok, så træder den åbenbart til, konstaterer Kim Brix Andersen. Med sin trolleykuffert på hjul i hånden, ligner han enhver anden hjemvendt turist, bortset fra menneskemængden foran ham, kameraerne og mikrofonerne. - De tog følelserne fra mig. Til sidst var jeg ligeglad. Hvis de var kommet og havde sagt: "Du får aldrig mere din familie at se", så havde jeg bare tænkt "nå", siger han med et skuldertræk. Han remser sin dagligdag i fængslet op: - Klokken seks satte man sin risskål ud. Klokken syv fik man lidt varmt vand til at lave en kop pulverkaffe. Fra syv til 10 gik jeg rundt i cellen. Klokken ti fik man lidt mad. Fra 11 til 14 sov man lidt, og klokken tre var der mad igen, fortæller Kim Brix Andersen. - Omkring klokken syv-otte gik jeg så i seng. Men de slukkede ikke for lyset, og så lå jeg der og stirrede op i loftet. Eller lærte mig selv bare at stirre, for man kan jo ikke bare sove sådan uden videre. Jeg viklede en skjorte over øjnene, siger Kim Brix Andersen. Løsladt uden glæde Selv da han blev løsladt havde han svært ved at føle ægte glæde. - Psykologen sagde, at det minder lidt om et krigsfangesyndrom. Jeg havde meget svært ved at være glad, selv om jeg pludselig var i fri luft. Det er svært at forklare det - i fængslet har man et pres for hovedet, og selv om jeg var fri, var der stadig en slags pres. Det føltes helt uvirkeligt, forsøger Kim Brix Andersen sig. Èn følelse har han dog - ulyst til at stå foran reporterne. - Helst ville jeg være fri. Men jeg kan forstå, at jeg har meget at takke medierne for. At deres interesse har været med til at ruske op i politikerne og Udenrigsministeriet. Så det er af taknemlighed, jeg står her, siger Kim Brix Andersen lavmælt. Formelt set er han stadig sigtet. Domstolen har sendt sagen tilbage til genefterforskning, og derfor kan han blive kaldt tilbage til Vietnam. Sidst det skete - efter, at Kim Brix Andersen i første omgang selv havde anmeldt sagen i april 2003 - blev han anholdt og altså fængslet i oktober 2003. Men trods de dyrekøbte erfaringer med det vietnamesiske retssystem, afviser han ikke at vende tilbage for at forsvare sig selv. - Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt, for jeg regner da med, at de dropper sagen, men hvis det er det, der skal til, så gør jeg det, siger Kim Brix Andersen til trods for den hårde behandling. - Selvfølgelig fortryder jeg, at jeg tog derud igen. Også selv om det var det rigtige at gøre, siger Kim Brix Andersen, der ikke vil sige noget konkret om forholdet til den irske forretningsmand, Sean McCormack, men har tilsyneladende én selvbebrejdelse i forhold til selve sagen. - Jeg skulle have anmeldt det noget før. Før selskabet blev omstruktureret, og de nye ejere snød mig, og... Han holder en kort pause. - Nej, det er alt for kompliceret at forklare nu, siger han så. Det fejlslagne eventyr i Vietnam har været kostbart for psyken, den personlige frihed og også rent økonomisk for den 42-årige Kim Brix Andersen. - Set med mit hjerte er det selvfølgelig meget negativt. Men min fornuft siger mig, at Vietnam stadig er et rigtigt godt sted at investere. Foran står hjemturen nordover - han håber at se sin lille datter snarest, og det skal foregå helt uden pressedækning. Kim Brix Andersen afviser en journalist, der gerne vil følge ham helt hjem til døren. - Jeg vil ikke have min familie blandet ind i det her, siger han. - Nu vil jeg hjem til Nordjylland og have bearbejdet mine følelser. Så håber jeg, de kommer tilbage, siger han og vandrer af sted med kufferten rullende bag sig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...