- De troede nok jeg var med i krigen

74-årige pensionist fløjet ned af de danske elitestyrker på Limfjorden

AALBORG:- Det er sgu ikke sjovt at sidde og kigge op på sådan en stor fugl lige oven over. De troede nok, at jeg var med i krigen. 74-årige Kay Erling Christiansen er stadig noget ør i hovedet efter en ufrivillig tur i Limfjorden først på ugen, hvor han blev løbet over ende af de danske militære elitetropper. Mandag eller tirsdag eftermiddag - Kay er nemlig stadig lidt rundt på gulvet og er ikke helt sikker på dagene - var han som sædvanlig en tur ude på Limfjorden i sin jolle for at røgte sine åleruser. Mens han stille og fredeligt sad og halede krabber indenbords, for ål er der nemlig ingen af, blev han pludselig overrumplet af en kæmpe militærhelikopter med to rotorblade. Chinook-helikopteren piskede vandet til skum og trykkede med sine to rotorblade så voldsomt på Limfjorden, at Kay blev slynget over bord, mens jollen blev tippet rundt og lå med bunden i vejret. Kay er en habil svømmer, selv om det var hans første tur i vandet i år. Trods det våde tøj, regnbukser og gummistøvler fik han reddet sig ind til molen ud for det gamle svineslagteri i Nørresundby, og her stod elitestyrkerne klar med en hjælpende hånd. - Heldigvis havde jeg redningsvest på og kunne holde mig svømmende, indtil jeg nåede land. På molen stod et par stærke mænd, der var ved at rive armene af mig, da de hev mig op... men jeg ku' nu heller ikke være kommet op selv. Kanten er alt for højt oppe, lyder det stille fra Kay, der også kendes under navnet Kay Ål. Nerverne er ikke helt i ro endnu efter den voldsomme vandgang, og den gamle fritidsfisker er ikke for sej til at indrømme, at han blev slemt overrasket, da det pludselig gik op for ham, at han var sejlet ind i en krigszone. Det med tv og radio bliver det ikke så meget til i hverdagen, hvor fiskeriet er største interesse, og derfor anede Kay ikke, at Jægerkorpset og Frømandskorpset først på ugen var ved at forberede en opvisning på den gamle slagterigrund i Nørresundby. Til ære for Folketingets forsvarsudvalg og senere pressen. - Jeg havde nok hørt, at de rendte rundt og skød og regerede, men jeg havde ikke regnet med, at der pludselig kom en helikopter så tæt hen over min jolle, bemærker Kay Erling Christiansen. Da han var kommet i land, sjokkede han i sit våde tøj hen til Nørresundby Sejlklub lidt længere henne ad kajen, hvor han fik sin motorbåd fortøjet og noget tørt tøj. - Jeg var noget rystet... jeg jeg var nok lidt i chok. Det blev i hvert fald ikke til så meget søvn. Kay fik stukket et nummer i hånden af militærfolkene, som i mellemtiden også havde bjærget hans jolle. - De fik også mit nummer, men de har ikke haft ringet endnu...