Velgørenhed

De tror på millioner til Afrika

Foreningerne forventer mindst 66 mio. kr.

Søn af Margaret Christoph, Aidspatient, Ntoma, Tanzania

Søn af Margaret Christoph, Aidspatient, Ntoma, Tanzania

KØBENHAVN:Foreningerne bag den store Danmarks Indsamling, der kulminerer lørdag aften på DR, tror på, at danskernes vilje til at give, overvinder krisesnakken. - Det er aldrig sjovere at gøre det dårligere end sidste år. Vi regner med at nå det samme - og gerne lidt mere, siger Mogens Damgaard fra Red Barnet, der er talsmand for de 12 foreninger, der står bag indsamlingen. Det er tredje år i træk, der er Danmarks Indsamling. Første år kom der 52 millioner i kassen, og sidste år rundede man 66 millioner. Indsamlingen henvender sig både til erhvervslivet og til hr. og fru Danmark. Det er traditionelt de private, der lægger mest i kassen. Hver gang en virksomhed lægger en krone, kommer der to kroner fra private. Det hele havner ikke i kasserne hos de 12 foreninger, der står bag indsamlingen. Der er også udgifter, der skal dækkes. F.eks. betaler DR ikke hele gildet i forbindelse med den store transmission i morgen aften. DR betaler det, der svarer til udgifterne til en almindelig lørdag. Det, der bliver brugt ekstra, betaler foreningerne. Der er også brugt en del penge på at markedsføre begivenheden, så danskerne er klar over, at det er i denne uge, de skal til lommerne. Sidste år var det omkring 10 millioner af de indsamlede midler, der gik til at dække den type udgifter. - Men det er stadig en rigtig god forretning for os. Hvis jeg kan investere en krone og få seks igen, er jeg glad, siger Mogens Damgaard. Han frygter egentlig ikke, at krisesnakken får folk til at være mindre gavmilde. - Jeg tror ikke på, at den enkelte dansker vil holde sig tilbage for at sende 150 kroner. Det her handler egentlig ikke om penge, det handler om, at give eller ikke give. Og er man et givende menneske, så vælger man at give lidt. Hvordan virksomhederne har reageret, var man på forhånd lidt spændt på. Var der stadig nogle, der ville give midt i fyringsrunderne. Men de har overrasket positivt. På nuværende tidspunkt er der flere virksomheder, der har givet, end sidste år. Beløbsmæssigt er man nogenlunde på niveau med i fjor. Det er kun de 12 foreninger bag indsamlingen, der får del i de mange millioner, som forventeligt kommer i kassen. Det er helt bevidst, at kun er en mindre kreds af nødhjælpsorganisationerne er med, forklarer Mogens Damgaard. På den måde sikre man sig, at hver forening står med et millionbeløb, der gør det muligt at starte et solidt og levedygtigt projekt.