Gymnasiale uddannelser

De unge er vilde med gymnasiet

Flere unge nordjyder end nogensinde har søgt ind på gymnasiet. Men færre unge i de kommende år vil betyde nedgang på mange gymnasier.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den engelsksprogede gymnasiale uddannelse IB i Aalborg er en af årsagerne til, at ansøgertallet til de nordjyske gymnasier slår rekord. Rekordmange, nemlig 44, har søgt ind på den lille uddannelse. Foto: Henrik Bo

5504. Så mange ansøgninger har de nordjyske gymnasier fået til det kommende skoleår. Det er 70 flere end sidste år og det højeste nogensinde. Rekorden kan meget vel blive stående i mange år. Fra næste år falder antallet af 16-årige i de fleste nordjyske kommuner, og i 2020 vil det samlede antal 15-19 årige i landsdelen være cirka 11 procent lavere end nu. Flere gymnasier kan blive presset En analyse fra Region Nordjylland viser, at nedgangen svarer til 500 gymnasieelever eller 17-18 klasser pr. årgang, hvis gymnasiefrekvensen ikke ændrer sig. Især gymnasier, der har deres optageområde i kommuner med stærkt fald i antallet af unge, kan blive presset. - Der bliver færre pladser, men jeg håber bestemt ikke, at det betyder færre gymnasier. Vi ved, at især unge mænd falder fra, hvis der er lang transporttid, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S). Markant tilbagegang i Hjørring Hun peger på, at Nordjylland stadig mangler et stykke i at nå målsætningen om en ungdomsuddannelse til 95 procent af hver årgang; tallet ligger på 86 procent. Der er med andre ord stadig en gruppe at rekruttere. Hjørring Gymnasium hører til dem, der i regionens analyse står til markant tilbagegang. I år er antallet af ansøgere faldet med flere end 100 til knap 300, men rektor Elsebeth Austin mener, at det er for tidligt at drage konklusioner: - Vi har før set store udsving fra år til år. Det kan godt være, at vi har toppet, men et år er for lidt til at se tendensen. I år tager vi tallet til efterretning og er glade for dem, der søger os. Hvis tallet er det samme næste år, så har vi nok set toppen.