EMNER

- De unge får skyld for meget

AALBORG:Det kan godt være, der bliver drukket igennem i Løkken hele sommeren, men i Aalborg mærker man ikke noget til et stigende alkoholproblem blandt unge. - Alkohol fylder ikke ret meget hos os, siger Eisenhardt Christensen, der har været forebyggelseskonsulent i Aalborg Kommune siden 1996. - Set i forhold til hvor mange unge, der henvender sig i Ungdomscenteret, er der ikke sket nogen markant stigning, selvom statistikken viser, at de unge drikker meget, fortæller han. Og ingen tvivl om det. De unge drikker mere end tidligere, men reelle misbrugsproblemer hører stadig til i den lille skuffe i Aalborg, fortæller Eisenhardt Christensen. - Udbudet af alkohol er blevet større, og de unge har flere penge mellem hænderne. Men de, der bliver indlagt med leversygdomme og taget som spritbilister, tilhører jo min generation, siger konsulenten, der selv er 58 år. - Omkring 0,1 procent af en årgang bliver misbrugere af stoffer eller alkohol. Det, at de unge er i et eksperimenterende stadie, betyder ikke, at de bliver misbrugere, siger Eisenhardt Christensen. Konsulenten er tidligere blevet beskyldt for at give forældre dårlig samvittighed over det daglige glas vin. Hans råd til bekymrede voksne er nemlig kort og klart: - Start med at se på dig selv og dit eget drikkemønster. Forældre er rollemodeller. Og jeg synes nogle gange, de unge får skyld for for meget. - beck og hero