De unge i kø for at bokse

136 med i Lindholms stævne i Solsidehallen i weekend

AALBORG: Det kan godt være, at amatørboksningen er i krise, og at mangen en tilskuer savner topnavne, når der bydes på stævner. Men at der er grøde i boksesporten, understreges af den overvældende interesse, der er omkring den årlige Viking Box Cup. Den finder sted i Solsidehallen i Nørresundby i denne weekend, for syvende gang, og vanen tro med Lindholm Bokseklub som arrangør. - Vi har rekord-deltagelse i år. 136 boksere skal vi have matchet, siger en tilfreds matchmaker, Mogens Brix, som slet ikke er ked af, at det er et kæmpe arbejde i sig selv at sammensætte de mange boksere to og to, så jævnbyrdigheden er størst mulig. - Det er især ungdoms-, junior- og drengeboksere, der er tilmeldt, og det glæder mig i særlig grad, lyder det fra Mogens Brix, som kan notere tilmelding fra over 30 klubber. Stævnet nyder gavn af, at Brix har meget fine relationer til norsk boksning, for ikke færre end 10 klubber herfra er med. Der er kun tilmeldt en svensk klub, men den stiller til gengæld med 10 boksere. - Det er vigtigt, at de unge mennesker får chancen for at komme i kamp, for det sker ikke så tit. Man kan jo ikke bygge et stævne op omkring ene ungdomsboksere. Her i Viking Box Cup falder de naturligt ind i helheden - for vi har jo naturligvis også stærke modstandere til de bedste, lokale seniorer, bedyrer Mogens Brix og lover seværdige opgør, når eksempelvis Sparta's stærkeste kort, Hussein Hassan og Kenneth Andersen, samt Jydens Mads Christiansen, entrer ringen. - Og så har vi også landsholdsbokseren Anders Hugger Nielsen fra Olympia Odense med, og jeg tror, han skal vinde to kampe for at få guld i år, konstaterer Mogens Brix om det specielle stævne, hvor bokserne grupperes efter styrke og antal kampe, så ingen på forhånd overmatches. Det store stævne indbefatter overnatning i Solsidehallen af 145 personer i weekenden, og der bliver boksning fra tidlig lørdag modgen til hen på eftermiddagen søndag, inden alle medaljer er delt ud, tilskuerne har fået sig en gratis oplevelse og de unge boksetalenter er kommet et skridt videre i deres karriereforløb. mingo