Danmark

De unge kvitter tobakken

Kun én ud af ti unge under 20 år ryger.

Færre ryger end nogensinde før. Især de unge kvitter smøgerne, viser ny stor undersøgelse. Der er færre rygere i Danmark end nogensinde før. Nu er det kun knap hver fjerde dansker - 23 procent - over 15 år, der dagligt tænder en cigaret. Og det er det laveste tal, der nogensinde er målt i de årlige rygevaneundersøgelse, som Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse står bag. Sidste år var tallet knap 24 procent. I tal svarer det til, at en million danskere i dag ryger hver dag. Hertil kommer knap fem procent - svarende til 200.000 personer - der ryger lejlighedsvis. Færre unge end ældre ryger. Blandt de 15-19-årige ryger blot 11 procent dagligt, hvor det er tilfældet for 30 procent blandt de 50-59-årige. Konsulent i Sundhedsstyrelsen Jørgen Falk har koordineret de årlige rygevaneundersøgelser i de sidste 15 år. Han mener, det er meget positivt, at kun få unge begynder at ryge: - De yngre generationers adfærd giver grundlag for optimisme, når vi ser på fremtiden. Samtidig vil flere rygere end før gerne kvitte tobakken, siger Jørgen Falk. /ritzau/