Fjerritslev

De unge skal dyste på bowlingbanen

Mellen jul og nytår afvikles ungdomsmesterskab i Fjerritslev

FJERRITSLEV:Unge i aldren fra nul til 15 år skal bowle. Det mener Jan Thomsen, forpagter af Han Herred Bowling. Han har taget initiativ til Ungdomsmesterskaberne 2004, der spilles med indledende runder mandag 27., tirsdag 28. og onsdag 29. december og med finale torsdag 30. december om eftermiddagen. - Bowling er for alle aldre. Jeg vil gerne gøre det lidt spændende for de unge at dyrke denne form for motion. Derfor laver jeg dette mesterskab, fortæller Jan Thomsen. Det er første gang, der afvikles et ungdomsmesterskab på bowlingbanerne i Fjerritslev. Der bowles ved mesterskabet i to aldersgrupper. En for de helt unge til og med 10 år og en for gruppen 11- til 15-årige. - Jeg håber på godt 50 deltagere i mesterskabet. Men jeg vil ikke blive forbavset, hvis der dukker 100 op. 124 til afslutning Mandag 27. december er der om aftenen afslutning på efterårets firmaturnering. - Der er tilmeldt 124 til afslutningsspillet, og det er meget tilfredsstillende, fortæller Jan Thomsen. Der er allerede god afsætning på banerne til forårets firmaturnering. -100 hold har indtil nu skrevet sig på listen, og der er plads til yderligere otte-10 hold. Forårsturneringen indledes i uge 2.