De unge skal på banen

Efter Louise Mortensens karrierestop er det unge kræfter som skal trække læsset hos Aalborg DH, der i aften på hjemmebane møder Esbjerg.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Katrine Stilling(tv.) og Rikke Vestergaard er to af de uprøvede kræfter, der skal til at atge ansvar hos Aalborg DH. Foto: Claus Søndberg.

En spiller som Julie Aagaard har enkelte gange optrådt for Aalborg DH, men til årets første kamp mod Team Esbjerg er der også helt nye ansigter. Rikke Vestergaard på 20 år og Katrine Stilling på 21 kom til Aalborg DH efter konkursen i TST, og de har indtil videre kun spillet på klubbens hold i 3. division, men de er udset til at være nogle af de spillere, der i fremtiden skal tegne Aalborg DH. - Det er en stor ændring, og der er kæmpe niveauforskel på 3. division og ligaen. Det bliver sikkert helt vildt hårdt, men det bliver også en fed oplevelse, uanset hvordan det går, siger Katrine Stilling. Også Rikke Vestergaard ser frem til endelig at få lov at være med på højeste niveau. - Jeg har trænet med ligaen og været med på det niveau. Jeg føler, at jeg er klar, og jeg vil gerne vise, at jeg er klar. - Jeg er hurtig på fødderne og har gode finter, så jeg håber, at jeg kan fylde det, som Louise havde på det punkt, siger Rikke Vestergaard. Samtidig hviler der også et pres på skuldrene af de unge hajer, når de skal løfte arven efter truppens mest rutinerede. - Der er noget at leve op til. Jeg ved godt, at jeg slet ikke er så god som Louise, men jeg må gøre alt, hvad jeg kan og så håbe, at jeg på et tidspunkt rammer samme niveau, siger Katrine Stilling. Kamp om slutspil De to tidligere Hjørringspillere står foran deres debut, når Team Esbjerg kommer på besøg. Det bliver opgør mod en af de direkte rivaler i kampen om en slutspilsplads, og altså en sand nøglekamp for hajerne og lidt af en ilddåb for de to nye. - Det bliver helt sikkert en hård kamp. Nu skal vi i gang igen efter nytår og efter en lidt uheldig første halvdel af sæsonen. Så det gælder for os om at gøre alt, hvad vi kan. Selv om vi ikke har alle de spillere, vi kunne håbe på, må vi gøre det bedste vi kan og få det bedste ud af det, siger Katrine Stilling. Ungdommelig entusiasme Aalborg DH-træner, Björn Blomquist, erkender, at Louise Mortensen bliver svær at erstatte, men han har store forhåbninger til sine nye spillere. - De har gjort et enormt stykke arbejde for at komme i god fysisk form. De har arbejdet utroligt hårdt, og de har grebet chancen. Fortsætter de på den måde, ser det rigtig fint ud for begge to, og allerede nu kan de bidrage med en del, siger han.