EMNER

De unge søger til udlandet

De unges rejselyst klæder Danmark på til fremtidens udfordringer.

NORDJYLLAND:Stadig flere vil uddannes i udlandet efter endt folkeskole. - De rejselystne unge er en gevinst for nationen, og stiller det danske samfund langt stærkere i fremtiden, siger direktørTorben Klein, Cirius. Cirius er en selvstændig institution under Undervisningsministeriet, der vil fremme internationaliseringen ved at uddele statstilskud til uddannelsesophold i udlandet. Alene hos Cirius søgte dobbelt så mange i 2004 om tilskud til et udlandsophold, som i 2003. Hos STS, som er det firma i Danmark, der sender flest unge af sted på highschool-ophold, er udviklingen klar. - Vi har sendt en tredjedel flere af sted i år end sidste år, fortæller programansvarlig, Signe Nielsen. Tendensen er den samme hos Bundgaard Rejser. - Vi ser, at der er flere, som vælger ophold på sprogskoler, og at de bliver yngre og yngre, siger direktør Vibeke Bundgaard. En af de unge, der pakker tasken og rejser til udlandet, er 16-årig Rasmus Ærthøj Velling fra Visse Han skal til USA og krydser fingre for, at han kommer til Florida. - Vi har rejst meget hele mit liv, så jeg har set en masse som turist. Nu vil jeg gerne opleve, hvordan det er under turistfacaden, hvordan det virkelig er, forklarer han. Rasmus Ærthøj Velling er sikker på, at oplevelsen vil give ham noget ekstra i bagagen, som han kan bruge i fremtiden. Den betragtning er Torben Klein helt enig i. - Det er en vigtig del af almen dannelse i en moderne verden, at man allerede i en ung alder får indblik i andre landes kulturer. Det er ikke længere nok blot at have kendskab til sin egen landsdel, siger han. De unges ophold i udlan er en vigtig brik i spillet om at klæde Danmark på til globaliseringens udfordringer. - Vores samfund står langt stærkere rustet og mere kompetent til at forhandle med udlandet, hvis vores unge har en international forståelse og viden, siger Torben Klein.