De valgte det nemme

Dronninglund 4. september 2002 08:00

SYGEHUSLUKNING: Jeg har lige som de fleste andre skagboere været rasende og frustreret over sundhedsudvalgets forslag om at lukke Skagen Sygehus, men da jeg har fravalgt offerrollen, har jeg været nødt til finde min andel af ansvaret for at det er gået så galt. Når man gennemlæser listen over medlemmer af sundhedsudvalget, som den blev præsenteret i avisen, springer det straks i øjnene at alle de byer, der har et sygehus at forsvare, er repræsenteret - undtagen os! Det er helt tydeligt at sundhedsudvalget har skåret ned der, hvor ingen var tilstede der kunne protestere. Jens Chr. Larsen fra Frederikshavn valgte at være et andet sted. Det kostede frederikshavnerne deres fødeafdeling. Så man kan sige, at vi gjorde det let for udvalget. De valgte den nemme løsning - ikke at træde hinanden over tæerne, men lade det gå ud over dem, der var fraværende. Set i bakspejlet er det jo vanvittigt at vi ikke sørgede for at være repræsenteret i sundhedsudvalget.Vi har åbenbart ikke fundet det nødvendigt. Resultatet ser vi nu. Jeg, sammen med alle andre her i byen, har været umådelig naive og lullet os selv i søvn i sikker tro på løfterne om, at nu skulle der ikke skæres mere ned på sygehuset . I dag véd vi, at løfter kun holder til næste nedskæringsrunde. God morgen! Min vrede mod medlemmerne af sundhedsudvalget er fordampet. De har ikke gjort andet end det de er valgt til: At varetage deres bys interesser. Vi må droppe vores naive forventning om at et amtsråd varetager hele amtets interesser. Lad os se virkeligheden i øjnene! Folk fra Hjørring, Dronninglund osv. er bedøvende ligeglade med Skagen - lige så ligeglade som vi er med Hjørring og Dronninglund. Der er ingen andre end os, der bekymrer sig om Skagen. Vi må kæmpe for alt hvad vi vil have - lige som alle de andre. Når alt dette er sagt, så er spørgsmålet: Hvad gør vi nu? Hvordan kan vi påvirke dem, der skal træffe beslutningen. Jeg mener at vi skal møde op foran Amtsgården den 10. september, som foreslået af støtteforeningen. Vi må vise, at det her ikke er noget vi tager let - og jeg taler ikke om 50 forkølede skagboer der står og vifter med et skilt. Nej, massiv tilstedeværelse. Hvis vi vil forsvare vores sag, så er det alle mand af hus! Og vi skal være der fra morgenstuden. Beslutningstagerne skal se og høre os når de ankommer. Hvis vi så kunne blive enige om at sende en delegation ind og fortælle dem, at hvis de insisterer på at lukke sygehuset, vil vi begynde at udøve civil ulydighed og tilbageholde amtsskatterne, for nu skal vi godt nok bruge dem selv til at skabe et beredskab eller hvad vi nu bliver enige om, så har vi i hvert fald vist både at vi står sammen, og at vi ikke finder os i alting.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...