Tårs

De ved altid, hvad de skal pinsedag

40 år i træk har den samme familie sat hinanden stævne

UGILT:Seler, vest og blød hat. Carlsberg-flaskerne og Manne-cerutterne står på bordet, mens flere af deltagerne hæver de små glas og skåler i samme retning; solen må skinne godt, for de som ikke er udstyret med solbriller, kniber øjnene sammen - men alt er sort og hvidt, selv om årstiden burde være garant for kraftige, grønne omgivelser. Sådan ser det ud på de tre farveløse, fotografier, der pinsedag ligger på et havebord på Ugilt Stadion, nær det lokale savværk. Billedederne er taget for 40 år siden i haven på gården Bøgelund ved Slotved Skov, hvor en familietradtion så dagens lys første gang. Myrta og Niels Regnar Nielsen, nu bosiddende i Tårs, var været for de første sammenkomster, men de seneste 35 år har familieudflugten været holdt i Ugilt, og nu går yngre generationer rundt og tager billeder med deres digital-kameraer, mens Niels R. Nielsen i et adstadigt tempo fragter en kasse med øl og vand rundt på sin rollator. Et halvt hundrede deltagere er mødt frem for at nyde det familiære fællesskab, og gennem årene er nogle faldet fra, mens nye kommer til - og det ene år kan man se en struttende, gravid mave, velvidende, at man kommer til at pludre med en baby året efter. Der er alle muligheder for at snakke, følge med i livet blandt de familiemedlemmer, der sådan cirka kommer anstigende fra Himmerland i syd til store dele af Vendsyssel i nord. - Vi skal, som Niels Hausgaard vist siger det, have en god dag, for det er jo den, vi snakker om næste år, siger Jørn Pedersen, Niels Nielsen nevø. Forskellige begivenheder ved familiesammenkomsterne har prentet sig ind i hukommelsen hos flere af deltagerne: Der var dengang, hvor der blev trillet tykmand ned af en bakke med en onkel, da et familiemedlem stolt fremviste de nye træsko, som var indkøbt til lejligheden, men inden dagen var omme, var de blevet kalket hvide. Hvert år sin begivenhed, der huskes - og hvem ved, om det i år bliver, da en herre tager plads i en havestol, der bukker under og sender ham til tælling på plænen. Grinet bliver der i hvert fald.