"De ventende" skal ikke vente mere

Skulptur indvies ved rådhuset i Aabybro 26. februar

Borgmester Mogens Gade og Paul M. Cederdorff ved "De ventende", da skulpturen var udstillet hos Spar Nord i 2007. 
Arkivfoto: Erik Sahl

Borgmester Mogens Gade og Paul M. Cederdorff ved "De ventende", da skulpturen var udstillet hos Spar Nord i 2007. Arkivfoto: Erik Sahl

I november 2007 forærede Spar Nord i Aabybro borgmester Mogens Gade (V) to skulturer til opstilling i Jammerbugt Kommune. De er begge udført af Paul M. Cederdorff, der udstillede i pengeinstituttet og dets have på det tidspunkt. En af skulpturerne er "De ventende" af bronze. Torsdag 26. februar skal den indvies. Den pryder det nye indgangsparti på rådhuset i Aabybro. Paul M. Cederdorff har desuden en række værker i Skulpturhaven ved Galleri Munken nær Ingstrup. Rundkørsel-kunst Det er også hans skulptur, som skal pryde rundkørslen i Hune på opfordring fra Hune-Blokhus Borgerforening. Han var i 36 år lektor i billedkunst ved Holstebro Gymnasium og HF, men blev pensioneret i 2005. Allerede som 12-årig blev han uddannet på Poul Rythers Maleskole i Holstebro, men blev desuden uddannet malersvend for at have noget at leve af. Han er desuden uddannet ved Harald Isensteins Tegne- og Maleskole samt Harald Isensteins Skole for Modellering og Skulptur, Auskov Jensens Tegneskole i København, Odense Malerskole, Det fynske Kunstakademi og ved Kunstgeweberschule i Zurich i Schweiz. I 1964 vendte han tilbage til Holstebro, hvor han tjente til dagen og vejen som malersvend og arrangerede udstillinger, bl.a. for kunstnergruppen Ung Kunst.