De vil gerne dele arbejdsglæden med endnu flere

Arrangørerne af motorcykeltræffet forsøger allerede nu at få flere medarbejdere til at melde næste år

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jan K. Pedersen har selv sørget for en del medarbejdere blandt andet fra sin egen familie og han har også fundet på ideen med en jobbank.

SKAGEN:Der er tusindvis af opgaver for de mange medarbejdere ved motorcykeltræffet i Skagen. 900 mennesker er i sving i løbet af de kommende dage, hvor det 16. Træf på Toppen finder sted. - Men vi vil gerne have kontakt til flere interesserede blandt andet enkeltpersoner og små foreninger, som måske kun kan stille med fire mand. Det fortæller Jan K. Pedersen, der er pladsformand, og som fandt på, at man kunne oprette en jobbank på træffets hjemmeside. - Ideen er at have nogle mennesker at ringe til, hvis vi mangler folk tæt på eller under selve træffet og få fat i nogle nye medarbejdere, som vi kan trække på hvert år, forklarer han. Jobbanken er ny i år og skal for alvor stå sin prøve næste år. - Vi vil gerne i kontakt med interesserede, så hurtigt som muligt, så man må meget gerne melde sig nu, siger Anders Toft Hansen, der er blandt mange opgaver er kontaktperson i jobbanken og pr-medarbejder. Han samarbejder om jobbanken med Skagen Computerklub, og arrangørernes idé er blandt andet, at flere foreninger kan kobles sammen om opgaver og derved tjene en skilling til klubkassen. Foreningerne bliver aflønnet efter, hvor mange timers arbejde, de har leveret, og timeprisen bliver regnet ud på baggrund af årets overskud. Derfor er det ikke muligt at oplyse en præcis timeløn på forhånd. Men man kan godt regne med, at træffet giver overskud. Godt nok betaler deltagerne kun 100 kroner for hele træffet. - Men vi sælger mange øl, siger de Jan K. Pedersen og Anders Toft Hansen med et smil og tilføjer, at der blev solgt 100.000 liter øl i 2005. Oveskuddet blev i alt på 770.000 kroner, hvoraf en del var båndlagt til at betale for blandt andet oprydningen. I 2005 deltog 5811 motorcykler, og de to håber på, at passere 6000 motorcykler i år og over 10.000 deltagere, - I fjor var vejret fint, og det bliver det også i år, så vi tør godt love, at vi kommer op på 6000 motorcykler i år. Vi håber på 6500, men skal også passe på, hvad vi siger, forklarer Anders Toft Hansen. Han glæder sig meget til træffet og til den gode stemning, som hver eneste år har trukket flere og flere folk til Skagen. - Folk ved, at vi har gode servicefaciliteter, god musik, sjove konkurrencer, og så er der også mange, der gerne vil til Skagen og tager ud og ser sig omkring. Selvom de gerne ser flere folk til årets træf, så er pladsen på campen ved at være fyldt godt op, og man har udvidet området, for at få plads til flere telte. - Vi har overvejet om vi skulle sælge billetter, men vi vil jo gerne have, at så mange på motorcykel som muligt får mulighed for at være med. Der er noget særligt ved at være på træf. De fortæller, at antallet af indregistrede motorcykler er steget og steget de senere år, og nu er oppe på 120.000. Det er især folk omkring 40, som er de nye ejere. Og de giver et illustrativt eksempel. - For et stykke tid siden, blev der lavet en seniorafdeling af vores klub MC Scavenius, nu er de næsten 40 aktive, og det er næsten lige så mange som os.