Musik

De vil knokle for Open Air

200 frivillige hjælper ved musikfest

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Løgstør Open Air kan vel bedst betegnes som "Løgstør store havefest". Arkivfoto: Michael Koch

Onsdag aften gik en lang række frivillige i gang med de indledende manøvrer på Løgstør Stadion forud for Løgstør Open Air på lørdag. Dermed er for alvor taget hul på nogle meget travle dage for omkring 200 frivillige, der har sagt ja til at hjælpe med alt det praktiske i forbindelse med det store musik-arrangement, som i år bliver afholdt for syvende gang. Ikke nok med at det igen i år har været forholdsvis let at finde frivillige - det er også langt hen ad vejen de samme folk, der stiller op år efter år. Og det imponerer formanden for Løgstør Open Air, Jens Hedegaard. - Jamen, det er jo fantastisk, de ved jo efterhånden fuldstændig selv, hvad det er der skal gøres, siger formanden, som glæder sig over et system med 20 teamledere, der hver styrer deres område. - De første år, hvor jeg var formand, tog jeg fri i dagene op til arrangement, men det er faktisk ikke nødvendigt mere, lyder det fra Jens Hedegaard, som kan melde om frivillige helt fra Esbjerg. Det skyldes, at det er op til teamlederne selv at finde de folk, de skal bruge, og så rykker de hver især på deres kontaktnet. På forhånd er der solgt 2500 billetter op til Løgstør Open Air, og Jens Hedegaard vil være en rigtig, rigtig glad mand, hvis man når op på omkring 3500 gæster. Han er dog helt på det rene med, at godt vejr er en afgørende forudsætning for at det kan lykkes. - Vi følger vejr-hjemmesiderne meget tæt i disse dage, og som det ser ud lige nu, så rammer vi vejrmæssigt noget der kunne ligne perfekt, siger Jens Hedegaard, som ikke lægger skjul på, at han meget gerne vil se en bundlinje, når det er hele er overstået, som viser et plus på den gode siden af 200.000 kr. - Det var et overskud i den kaliber, vi lavede sidste år, og når man tænker på, hvor mange kræfter, der går med at arrangere Løgstør Open Air, så vil vi jo naturligvis også gerne, at der bliver et godt overskud ud af anstrengelserne, for det går jo til et godt formål - nemlig arbejdet med ungdommen i Løgstør Idrætsforening, siger formanden, der er godt tilfreds med det musik-program, der er strikket sammen til årets Løgstør Open Air-udgave. På programmet er Thomas Ring, Lars Lilholt Band, Die Herren, Burhan G, Moonjam og Sanne Salomonsen. - Det man i hvert fald kan sige om årets musik-program er, at der bliver mulighed for at publikum kan synge med. Og de tilbagemeldinger vi får fra publikum er netop, at man ønsker noget kendt musik som man "kan skråle med på". Det synes jeg vi har ramt meget godt i år, understreger Jens Hedegaard, som peger på, at dén mulighed da virkelig er til stede, når Lars Lilholt Band går på scenen allerede kl. 13.45. Lars Lilholt Band har Copenhagen Drummers med. - Lars Lilholt Band skulle gerne være med til, at publikum kommer tidligt til festpladsen, for selvom Løgstør Open Air bliver ved til langt efter midnat, så vil vi naturligvis gerne have folk ind på pladsen så tidligt som overhovedet muligt, siger formanden.