Dyr

De voksede af at føle sig små

At stå til søs opfyldte alle forventninger hos to Hadsund-piger - og mere til

HADSUND:At hænge højt oppe i masten og føle sig så lille i forhold til naturens store kræfter. Mens man har fuldt op at gøre med at klamre sig til råen for ikke at styrte ned. Det er især den type oplevelser, som har gjort togtet med skoleskibet Danmark til noget ganske særligt for to 19-årige piger fra Hadsund. - Det har været en oplevelse for livet. Det er det bedste, der er sket i mit liv, siger Pernille Kjølholt uden spor af forbehold, og Line Pedersen er helt enig: - Sådan er det også for mig. Vi var vist også heldige. Vores togt blev nok det sidste på 20 uger, næste år skal de vist kun sejle 10 uger. Og vores var et af de længste i kilometer, fordi vi kom over Atlanten til USA. Begge piger fik opfyldt alle deres forventninger til turen - og mere til: De blev helt vilde med også alt det, de var lidt nervøse for på forhånd. - Jeg havde en lille smule højdeskræk, men det havde man slet ikke tid til at tænke på, når man var deroppe i masten. Man var bare nødt til at være helt fokuseret. Det var ikke alle, der turde klatre derop, og så måtte vi andre træde til. Det er fedt, når man sidder deroppe, og adrenalinen pumper rundt, siger Line Pedersen. - Hvis du giver slip, så falder jo bare ned i vandet, så du er nødt til at lukke alt ude. Vi havde en nattevagt, hvor vi måtte op at bjærge sejl, og hvor vi nærmest red på sejlet. Da slår ens hjerte lige lidt hurtigere, fortæller Pernille Kjølholt og har også allerede udnævnt en sømandshistorie til at være "en af dem, jeg vil fortælle mine børn og børnebørn": - Det var storm, og vi skulle op på dækket for at lukke ventilerne, så der ikke kom vand ned til officerskamrene. Pludselig kom der en kæmpe overhaling (sø ind over dækket, red.), så vi kom under vandet og bare flød rundt på dækket. Ingen af os kunne holde fast, og vi kunne lige så godt være blevet skyllet over bord! Netop på togtet i 2002 tog naturkræfterne så hårdt fat i skibet, at to sejl flækkede en nat under en storm. Men også på de rolige dage var det et kick at klatre op i masten. For eksempel kunne man somme tider nå at se en flot solnedgang to gange, først nede på dækket og så oppe fra masten - på grund af jordens krumning. Morild var et fascinerende syn om aftenen, stjernehimlen var klar og ubeskriveligt flot, og delfiner og hvaler så de så ofte, at de til sidst næsten ikke gad kikke efter dem. Selv om de næsten skammer sig over at indrømme det nu. - Når man 360 grader rundt ikke kan se andet end vand! Vi var mange på skibet, men alligevel var vi bare en lille plet på et kæmpehav midt i kæmpe naturkræfter. Der er smæld på! Her må man bare indrette sig efter naturen, ikke omvendt, siger Pernille, og Line undskylder lidt stille, at hun kommer til at lyde filosofisk: - Det var sundt. Man vokser meget af det og bliver klogere på mange ting i livet. - Der er jo ingen, der kan komme at hente dig, hverken din mor eller en taxa. Du står med dit eget liv i hænderne, siger Pernille. Ingen af de to Hadsund-piger fik svip af at bo så tæt med de andre, at der ikke var plads til privatliv. - Jeg tænkte i starten, at jeg nok blev træt af det, men jeg havde det som blommen i et æg. Der var et kanonsammenhold. Man er bare nødt til at have tillid til hinanden, når man skal arbejde sammen, og man kan intet skjule for hinanden, så man kan lige så godt sige, hvis der er noget i vejen, siger Pernille, og Line viser, hvor tæt man sov med naboerne i sin køje: - Man skal bare lige dreje hovedet, så ligger den næste op af skulderen, hej Mads. Og det samme til den anden side, hej Mads. Hvis man skulle op at tisse om natten, skulle man efter reglerne skifte til rigtigt tøj, og da det efter reglerne skulle ligge inde i skabet, kunne det simpelt hen ikke lade sig gøre uden at vække de andre. Så det prøvede man bare at lade være med.. Det fyger med maritime udtryk, mens de to piger genopfrisker minderne fra turen: "Søben" er for eksempel det, vi landkrabber kalder gummistøvler, og "ræerne" på masterne hedder for eksempel "mærset" eller "røjlen". Den terninologi færdes de nu hjemmevant i, foruden at de har taget et hav af prøver undervejs imellem de praktiske opgaver på vagterne. 240 tovender skulle de for eksempel kunne i hovedet. Ellers kunne det godt koste en "spadseretilladelse", som er at have fri til at gå i land en aften. "Landlov" er at have fri en hel dag og aften i land. Begge kan nu kalde sig ubefarne skibsassistenter og som sådan tage hyre på et andet skib. Det kan de slet ikke forestille sig, at de ikke skal på et tidspunkt. Selv om det måske ikke længere er den eneste fremtidsdrøm, de har i hovedet. - Jeg vil slet ikke kunne undvære at sejle nu. Jeg tror dog ikke, at jeg vil være styrmand alligevel. Måske vil jeg læse medicin eller noget helt andet. Selv om det var spændende at være på sejlskib, så er det nok ikke det samme at sejle på et containerskib, mener Line Pedersen. Hun vil gerne have job på sådan noget som Frederikshavn-Oslo-båden, så hun kan tjene penge til nye rejseoplevelser. Pernille skal også ud at rejse på andre måder end søvejen det næste års tid, til Rom og Mexico. - Men jeg vil gerne fortsætte i det maritime erhverv. Jeg vil gerne i flåden og kunne især godt tænke mig at komme med et inspektionsskib til Grønland. Men hvem ved? Jeg er stadigvæk ung og vil først og fremmest bare ud at opleve en masse. Line har faktisk haft lidt problemer med bare at falde tilbage i de gamle rammer i Hadsund. Efter afmønstringen fra Danmark midt i november, har hun været på en måneds supplerende værkstedsskole i Esbjerg. - Nu er alt her så tomt. Når man selv har udviklet sig så meget, kan det godt virke lidt dødt her. Jeg tror i hvert fald, at jeg vil til København om et års tid, siger Line. Da de to piger skulle påmønstre skoleskibet Danmark i slutningen af juli, skrev vi her i NORDJYSKE, at det var to raske piger, der stod til søs. Og det kom til at holde helt stik. Det viste sig, at de begge hørte til de heldige, der var søstærke hele vejen igennem. - Der var lige en enkelt gang på en af de første dage på havet, at jeg fik lidt kriller i maven, og så brækkede jeg mig med vilje for at komme over det, fortæller Pernille, mens Line ikke havde trang til at kaste op en eneste gang. - Det skete ellers for langt de fleste, og enkelte var søsyge hele tiden. Det var synd for dem, for de gik glip af så meget, mener både Line og Pernille.