EMNER

Debat bør handle om politik

Frank Jensen, den nordjyske kandidat til posten som formand for Socialdemokraterne og dermed leder af oppositionen, har genoplivet et begreb, der ellers var dømt død år tilbage. Klassekampen lever fortsat, har han proklameret.

Men det skete med den vigtige tilføjelse, at der stadig er alt for mange danskere, som burde have en bedre chance og et bedre liv. Og det har ganske ret i - også regeringen taler jo også om at sikre alle unge en uddannelse, om at forbedre uddannelsessystemet og om at bryde den negative sociale arv. Desværre har de fleste kritikere ikke hørt efter, eller måske vil de ikke høre efter. Det er en tand for billigt at pille ordet klassekamp ud af sammenhængen og derefter fremstille Frank Jensen som en ræverød, gammeldags socialist. I virkeligheden har han måske netop forsøgt at gøre det, politikere oftest kritiseres for ikke at gøre. Han prøver at give kampen om formandsposten et politisk indhold - i stedet for den endeløse diskussion om fløje og den anden kandidats smag i tasker vil han diskutere politik. Det samme kan være udgangspunktet for hans klare melding om, at Danmark ikke en anden gang skal deltage i en aktion som den i Irak uden et klart FN-mandat. I tilfældet Irak ville det formentlig have betydet, at demokrati fortsat var en uopnåelig drøm, og meldingen fra Frank Jensen forekommer at ligge et pænt stykke fra partiets hidtidige politik. Men igen: Det er befriende, hvis diskussionen kommer til at handle om politik. Opgaven med at profilere Socialdemokraterne bliver uden tvivl af herkuliske dimensioner. Både Venstre og Dansk Folkeparti har overtaget en lang række af de traditionelt socialdemokratiske holdninger, og på samme tid er den solide basis i fagbevægelsen ikke nær så solid som i fordums dage. Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen har taget hul på en række duelmøder, inden partiets medlemmer skal vælge en af de to til ny formand. Hvis Frank Jensens ord om klassekamp betyder, at duellerne får et reelt politisk indhold, så har de ikke været nytteløse.