Lokalpolitik

Debat: Byrådet er en kravlegård

Debatindlæg fra Liberal Alliances Ungdom Vendsyssel.

POLITIK:Det er med stor forlegenhed, man har måttet betragte Frederikshavns byråd i løbet af den seneste tid. Der har været splittelse både i partierne og på tværs af partierne, flere aktører har handlet decideret inkompetent i diverse sager og konklusionen må blive, at 2012 skal blive året, hvor byrådet strammer op. Tendensen i byrådet har været at fremme sin egen person mest muligt og tilsidesætte indbyggerne. Alt for ofte har der været en tilbøjelighed til at rette ubegrundet kritik mod alle og enhver - sågar egne forbundsfæller. Men hvad kan få partierne til at stoppe med at sable hinanden ned og måske endda holde en sober tone i 2012? Først bør Socialdemokraterne få styr på deres kommende borgmesterkandidat. I den seneste tid har der floreret en del nyheder omkring på Nordjyskes hjemmeside og Kanal Frederikshavns hjemmeside, som har talt udtalelser fra medlemmer af partiet. Det er ikke vejen frem. Venstres problem ligger ikke så meget i de interne gøremål, men snarere i deres forhold til andre partier. Partiet har gradvist bevæget sig længere væk fra liberale holdninger og har dermed mistet samarbejdsevnen med Liberal Alliance. Forbindelsen til Liberal Alliance, og dermed forbindelsen til Venstres oprindelige holdninger, bør genoprettes. Socialistisk Folkeparti, som reelt sidder på magten i byrådet, har ét primært problem, som man bør følge tæt: Paul Rode. Mange gange er Rodes argumentation fyldt med fejl, mens han gentagne gange har været efter Venstre på Folketingsniveau, hvor han har kritiseret deres nedskæringer på det kommunale område da partiet havde flertal. December nærmer sig med hastige skridt og dermed også nytårsaften. Lad 2012 blive dialogens og samarbejdets år, hvor samtlige partier nærmer sig hinanden med respekt og ærlighed. Så bliver stemningen med garanti bedre i byrådet, men i særdeleshed også blandt indbyggerne i kommunen, hvilket kommer os alle sammen til gode.