Lokalpolitik

Debat om Fakta og Bannerslund

- Vi har ingen tomme butikslokaler i Elling. Stop ulovlige butikker, og lad os være i fred, lyder appellen fra skohandler Per Severinsen til Frederikshavn Kommune forud for debatmøde i morgen aften

Skal et butikscenter på Bannerslund og en ny Fakta-butik i rundkørslen være midtpunkt i en sammenlægning af Elling og Strandby? Det er et af de spørgsmål, skohandler Per Severinsen, Elling Sko, har stillet sig selv. Nu vil han imidlertid gerne drøfte det med andre forretningsindehavere og erhvervsdrivende i de to byer. Derfor har han indkaldt samtlige erhvervsdrivende i Strandby og Elling til et møde i morgen aften i Sognegården i Elling. Efter hans opfattelse er der to store spørgsmål at debattere og tage stilling til: Forslaget om en Fakta-butik tæt ved tankstationen ved rundkørslen og kommunens store plan for Bannerslund. Om Fakta-planerne siger Per Severinsen: - Jeg synes ikke kommunen har gjort meget væsen ud af at orientere om Fakta-butikken. Personligt går jeg ind for konkurrence, men omvendt skal vi huske på byens størrelse. De, der vil handle i Fakta, kan jo hurtigt smutte til Frederikshavn, mener Per Severinsen. Når talen falder på planerne for Bannerslund på den anden side af hovedvejen, bliver Per Severinsen rigtig vred. - Nu skal de ulovligheder stoppe. Jeg kan ikke forstå, at kommunen med John Christensen, formand for plan- og miljøudvalget, i spidsen bliver ved med at rende i røven af Peiter og give ham lov til alt. - Jeg synes i stedet John Christensen skulle bruge tid og kræfter på for eksempel Danmarksgade i Frederikshavn, hvor der er masser af tomme butikker og virkelig brug for en indsats, siger Per Severinsen og nævner Schou Epa bygningen som et grelt eksempel. - I Elling har vi ingen problemer. Vi har ingen tomme butikslokaler. Lad os nu være, siger Per Severinsen. Eller som han skriver i invitationen: Er det i orden, at byrådsmedlem John Christensen, underkender byrådets beslutning, og på egen hånd giver Jørgen Peiter tilladelse til hans ulovligheder på Bannerslund? I Elling er der langt flere butikker end i Strandby. Formanden for Strandby Erhvervsforening, Finn Thomsen, Strandby El Teknik, fortæller at der udover el-butikken kun er brugsen og en lille blomsterbutik. Derfor tror han ikke, at planerne i Elling vil skabe stor debat i Strandby. Man vil nok nærmest være hverken for eller imod. Han tror ikke, at Strandbys få butikker vil mærke noget, hvis der etableres en Fakta i Elling nord. - Men det er klart at 10 år med ulovlig butik ved Bannerslund ikke bør fortsætte eller udvikles uden sværdslag, mener Finn Thomsen. - Vi kan ikke stoppe udviklingen, og det ender sikkert også med, at Elling og Strandby gror sammen, men det bliver ikke de første 20 år, vurderer Finn Thomsen, der ikke selv har mulighed for at deltage i morgen aften. Invitationen til onsdagens møde gælder især erhvervsdrivende i Strandby og Elling, men andre borgere er i følge Per Severinsen også velkomne i det omfang, der er plads i Sognegården.