Debat om lukning af lille grusvej

Bilister skal ikke længere kunne skyde genvej mellem Havevej og Tennisvej

Tennis 20. marts 2003 07:00

FJERRITSLEV: Bilister skal ikke længere kunne køre ad en grusvej mellem Havevej og Tennisvej i Fjerritslev. Det har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet, men det skete ikke uden debat, ligesom der måtte en afstemning til. Sagen er, at to husejere i området har bedt om at få lukket grusvejen for bilkørsel, fordi det efter deres mening er en unødvendig trafik, som medfører støv og støj. Det fik nogle af politikerne uden for parti til at foreslå, at der laves en høring, så alle beboere i området kan give deres mening til kende. Karl Aage Jespersen (UP) forudså, at der kan komme protester bagefter, hvis vejen lukkes uden videre. Ikke at han var direkte modstander af en lukning, men han ville gerne høre husejerne først. Otto Kjær (UP) foreslog at annoncere forslaget først, så alle kunne give deres mening til kende. Og endelig bad Steen Andersen (UP) om et tillæg til lokalplanen med høringsfrist. På hans ønske blev der stemt om, hvorvidt beboerne skulle spørges om vejlukningen først. Men her kom politikerne uden for parti i mindretal, da både Venstre og Socialdemokratiet mente, at folk allerede var blevet hørt. Som Leif Nielsen (S) påpegede, var spørgsmålet om trafikken i området til debat i forbindelse med en lokalplan for kirkegården. Her kunne der ikke være tvivl om, at for eksempel beboerne på Tennisvej er modstandere af øget trafik til kirkegården. - Og det har vi jo efterkommet, så beboerne er blevet hørt. Det er blot en måned siden, sagde Leif Nielsen. Det var Steen Andersen uenig i, da lukningen af grusvejen ikke var på tale dengang. Men lukket bliver den altså - det sker ved at opstille skilte. Borgmester Otto Kjær Larsen (V) understregede, at fodgængere og cyklister stadig vil kunne benytte grusvejen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...