Lokalpolitik

Debat om tredje fjordforbindelse

VESTBYEN:Knapt er den såkaldte VVM-redegørelse om den tredje Limfjordsforbindelse offentliggjort, før vestbyen kalder til debatmøde. Mødet finder sted i Haraldslund tirsdag aften. Dagen efter at byrådet har drøftet VVM-redegørelsen og de tre mulige placeringer af den kommende nye forbindelse tværs over fjorden. Bag arrangementet står Netværket bedst for Aalborg, og i panelet sidder byrådsmedlemmerne Thomas Kastrup-Larsen (S), Vibeke Gamst (K), Peter Reinau (V) samt Aalborg Cityforenings formand Nils Andersen og trafikforsker Anker Lohmann-Hansen fra Aalborg Universitet. Svend Tøfting, Nordjyllands Amt, sørger for oplægget til debatten, som styres af journalisten Jørgen Pyndt. De tre muligheder, der er at vælge imellem, er en Egholm-linje, en Lindholm-linje samt et ekstra tunnelrør parallel med den eksisterende Limfjordstunnel. Den endelige beslutning om placeringen skal by- og amtsråd træffe i september.