Debatfrygt kan stoppe traktatændring

LUXEMBOURG:En frygt for folkeafstemninger og en endeløs debat om, hvordan en ny traktat skal se ud, kan bremse Frankrig og Tysklands ønske om at ændre EU's nuværende Lissabontraktat. Det står klart, efter flere EU-lande på et møde mellem unionens udenrigsministre mandag slog fast, at man ikke ønsker at åbne en ny debat om ændringer som den, man så under udarbejdelsen af den nuværende traktat. Her tog det ti år og kostede tre tabte folkeafstemninger i Irland, Frankrig og Holland, før EU-landene endeligt ratificerede traktaten i december sidste år. - Der er ikke nogen, der ønsker en ny runde debat om traktaten, og det har jeg det godt med, for vi har brugt rigeligt med tid på at diskutere traktatændringer, sagde den danske udenrigsminister Lene Espersen (K), som deltog i mødet. Hun bakkes op af flere kolleger, blandt andet Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, som inden mødet kaldte udmeldingen for "gift", og Belgiens udenrigsminister, Steven Vanackere, afviser at åbne op for større traktatændringer. Diskussionen er opstået, fordi EU's to største lande, Frankrig og Tyskland, for en uge siden fremlagde et meget overraskende ønske om at ændre den nuværende kun et år gamle Lissabon-traktat. De to EU-sværvægtere vil blandt andet have oprettet en permanent nødhjælpsmekanisme, som skal afløse de midlertidige sikkerhedsnet for Grækenland og eurozonen, som blev etableret i kølvandet på den græske gældskrise. Derudover vil Merkel og Sarkozy have indført, at medlemslande i yderste konsekvens kan miste deres stemmeret i EU's Ministerråd, hvis de ikke følger EU's henvisninger om at få styr på finanserne. Det ventes, at EU-landene på et topmøde torsdag og fredag beslutter, hvordan Frankrig og Tysklands ønske skal behandles. /ritzau/