Lokalpolitik

Debatten kom aldrig i gang

Fremmødet var pænt, men spørgelysten manglede

AALESTRUP:Den interne snak gik lystigt, men da kommunaldirektør Mogens Kristensen opfordrede borgerne til at debattere i åbent forum, blev der stille ved de ni borde i Hvam Kultur- og Forsamlingshus. På dagsordenen for borgermødet var information og debat om næste uges afstemning, hvor borgerne skal vælge mellem den ny Vesthimmerlands Kommune og den ny Viborg Kommune. - Jeg har ikke fået noget ud af mødet, sagde Jørgen Bisgaard fra Syd-gruppen, der havde forventet, en skarp debat mellem byrådsmedlemmerne. Den fik han ikke, men byrådsmedlem Henrik Bygholm (V) kastede bolden ud til forsamlingen, da han spurgte om, de ikke er bange for at blive en overset klat i en ny Viborg Kommune. - Vi kan ikke blive mere glemt, end vi er blevet de sidste år, hvor vi har ligget i skyggen af Aalestrup, svarede Jonna Skov Jensen og straks bragede bifaldet løs, men spørgsmål og holdninger føg stadig ikke gennem luften. Knap en time før planlagt rundede borgmester Rigmor Sandborg (UP) aftenen af med ønsket om en høj stemmeprocent. Hvis det står til Jonna Skov Jensen, så får borgmesteren og det øvrige byråd et klart flertal for at gå sydpå. - Vi har besluttet os, og mødet er bare deres sidste forsøg på at hente os hjem, lød det fra Jonna Skov Jensen. I følge hende er der først og fremmest én grund til borgernes modvilje mod Aalestrup - Oprøret var aldrig sket, hvis børnehaven ikke skulle lukke sammen med Hvam Skole, siger hun.