Lokalpolitik

Debut med reprimande

Den nye S-formand modtog efterfølgende småmønter fra de lykønskende kolleger

KØBENHAVN:- Jeg vil lige læse noget op for dig, Rune! Ordene var knap fløjet ud af Helle Thorning-Schmidt (S), før hun let rød i hovedet måtte afbryde sin replik og grine af sig selv - sammen med resten af folketingssalen. Så luftigt må politikere nemlig ikke tiltale hverandre fra landets fornemste talerstol, hvor Socialdemokraternes nye formand debuterede tirsdag. Kommentaren - der faldt under førstebehandlingen af den lov, der vil kulminere med EU-afstemningen til september - var henvendt til Enhedslisten Rune Lund - eller "hr. Rune Lund", som hun burde have tiltalt ham på flydende folketing'sk. Ellers slap Helle Thorning-Schmidt med en lille håndfuld stikkende kommentarer til sin manglende erfaring. Til gengæld modtog hun en ordentlig bunke småmønter fra en munter flok politiske modstandere, da hun steg ned fra Folketingets talerstol - som traditionen foreskriver fik Helle Thorning-Schmidt betaling for sin første ordførertale. Selvtillid Hvis socialdemokraternes leder var nervøs, afslørede hun det ikke. Inden talen vred en blå kuglepen sig godt nok rundt i hendes højre hånd, men på talerstolen fortsatte hun, hvor hun slap S-valgkampen: Fuld af selvtillid. Med sine første ord fra talerstolen trak hun en lige linje fra sig selv til Jens Otto-Kragh, der i sin sidste tale som statsminister talte om europæisk samarbejde - ganske som i hendes første. - Socialdemokraternes formand, Jens Otto Krag, gik på Folketingets talerstol for sidste gang den 3. oktober 1972. Og baggrunden var den gang også europæisk. Det var nemlig dagen før lykkedes ham at få Danmark til at stemme ja til EF. Jeg har så valgt at begynde mit arbejde, hvor Krag sluttede sit. Det er ingen tilfældighed, begyndte Helle Thorning-Schmidt, der i sin ordførertale herefter forsøgte at tegne et billede af den udvikling, som Danmark har været igennem siden indlemmelsen i det daværende EF i 1972. Helle Thorning-Schmidt forklarede, at Socialdemokraterne har tre grunde til at sige ja til forfatningstraktaten. For det første at traktaten efter partiets opfattelse sikrer, at samarbejdet kan fortsætte efter udvidelsen af EU. For det andet at der i den nye traktat er indskrevet et fælles værdigrundlag, som EU ifølge Helle Thorning-Schmidt har "savnet i mange år". For det tredje pegede den nye S-formand på, at "forfatningstraktaten sikrer større åbenhed og langt mere kontrol med samarbejdet". - EU tager nu konsekvensen af mange års berettiget kritik. Vi får mere demokrati og større indflydelse, sagde Helle Thorning-Schmidt. Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti ærgrede sig over, at det ikke var Socialdemokraternes nye EU-ordfører, Svend Auken, der skulle være ordfører på debatten. Søren Krarup henviste til en gang i 1978, hvor Svend Auken havde været inviteret til et møde for EF-modstandere. - Jeg husker den glødende EU-modstander Svend Auken fra dengang, sagde Søren Krarup og ville vide, hvad der var sket med Socialdemokraterne siden. Helle Thorning-Schmidt sagde, at "alle kan blive klogere", men at hun jo ikke kunne tale på Svend Aukens vegne. /ritzau/