Debut ved et tilfælde

TIl daglig arbejder 28-årige Wenche Hartmann som jordbrugsassistent i Frederikshavn, men har alligevel haft tid til at indspille sin debut-plade med personlige countryfavoritter

Jeg er realistisk. Eller jeg vil sige: Jeg er så meget nordjyde, at jeg holder begge ben på jorden. For mig at målet at få gjort min uddannelse færdig. Men derfor kan jeg jo sagtens tage ud for at optræde i weekenden. Desuden føler jeg slet ikke, at jeg er færdigudlært inden for musikken. Wenche Hartmann - 28 år og fra Frederikshavn - er noget så sjældent som en debutant, der med kun fire års tilløb har fået indspillet og udgivet sin første cd, "Country From My Heart", fyldt med 14 nøje udvalgte favoritter inden for countrygenren. Lutter overordentligt kendte - nærmest bærende - numre inden for stilarter: "Seven Lonely Days" og "Oh, Lonesome Me", som vi herhjemme også kender som "Hele ugen alene" og "Åh, det er søndag". For ikke at tale om "Stand By Your Man", "Rose Garden", "Jambalaya" og "Top of the World". - Jeg er vokset op i et hjem med masser af musik, men jeg er for alvor faldet for countrymusikken, specielt efter at have hørt en "Greatest Hits"-udgivelse med Patsy Cline. Jeg har lært meget bare ved at sidde og lytte, fortæller Wenche, som også arbejder på at få udbygget sin samling med plader af og med blandt andre Dolly Parton, Loretta Lynn, The Judds og på det seneste også Merle Haggard og Waylon Jennings. Tag genre alvorligt Og ikke nok med, at country ligger godt for hendes stemme - det udgør også hendes personlige musiksmag side om side med bluesgrass, blues og R&B, men "country er afslappende at lytte til, let tilgængeligt og har masser af ørehængere". Samtidig kan det godt ærgre Wenche, at country har så dårligt et ry i Danmark. - Måske hænger det sammen med, at country i for høj grad er blevet blandet sammen med Dansktoppen. Samtidig tror mange, at country er noget klovneri med folk, der render rundt med store hatte og bæltespænder og frynsejakker, siger Wenche, som godt kunne tænke sig, at stilarten blev taget mere alvorligt. Derfor er hun også gået langt for at ramme den traditionelle tone i de kendte melodier, for "når man skal etablere sig, tror jeg det er vigtigt at lægge ud med noget velkendt. Så kan man altid tage flere chancer og eksperimentere senere, når man først har fundet et publikum og et ståsted. Stor perfektionist Spørger man hendes pladeproducer, Knud Erik Smidt fra Lundgaard-studiet mellem Esbjerg og Kolding, ligger det afgørende nye ved "Country From My Heart" i Wenches stemme. - I mine ører er den helt fantastisk. Samtidig er Wenche virkelig en perfektionist. I mit arbejde som studieproducer er jeg vant til, at en optagelse skal tages om 15-20 gange, før vi har noget, der kan bruges. Med Wenche var der tale om at indspille én eller to, højst tre gange, og så var der mest småting med udtalen, der skulle justeres. Selv kan Wenche godt genkende perfektionisten i sig. - Før hver indspilning har jeg bare øvet og øvet og øvet for at få det helt rigtige udtryk. Faktisk så meget, at jeg nok ind imellem har været lige ved at drive mine omgivelser til vanvid, bemærker Wenche, som af en veninde bliver bekræftet i, at "hun stort set er ude af stand til at høre et stykke musik i radioen uden at skulle synge med". Kendt efter "Crazy" Sin chance for at komme ud i en større offentlighed har Wenche Hartmann fået ved ikke bare ét, men to tilfælde. Dels optrådte hun i august 2000 med et enkelt nummer - en udgave af Patsy Clines klassiker "Crazy" - i forbindelse med en 50 års fødselsdag på Svalereden Kro ved Søby. En optræden, der støt og roligt gav hende stadig flere aftaler om at rykke ud til andre fester og fødselsdage. Dels fik hun i 2002 adgang til at optræde ved den årlige, stort anlagte countryfestival, SCC i Silkeborg, samtidig med, at folkene i Lundgaard-studiet var på udkig efter den helt rigtige sanger til et projekt med gamle countrymelodier i nye versioner. - Jeg kontaktede folkene fra SCC, som havde lagt mærke til en pige fra Frederikshavn, og vi behøvede bare at få ganske få demooptagelser fra hende, så vidste vi, at hun var den helt rigtige, fortæller Knud Erik Smidt om projektet, som er blevet til i de ledige stunder, hvor indspilningsgrejet ikke har været lejet ud. - Jeg synes, at det har været stor oplevelse at arbejde sammen med så mange professionelle musikere, og de gjorde meget for at få mig til at slappe af, siger en yderst taknemmelig Wenche. Med tilføjelsen: - I det hele taget er jeg glad for, at studiet og pladeselskabet tør satse på meget tid, så mange kræfter og så mange penge på min debutplade. Det har naturligvis også gjort, at jeg selv har syntes, at den skulle være perfekt. Flere nye sange Mens grundspor og vokaler er indspillet i Lundgaard-studiet, er country-instrumenterne pedalsteel, violin og akustisk guitar lagt på i country-genrens hjemby, Nashville, USA, som Wenche siden selv har besøgt for at samle indtryk fra den specielle atmosfære på stedet. Side om side med de 13 sange på "Country From My Heart", er det såmænd også blevet til grundspor til yderligere tre, hjemmeskrevne sange, som Wenche selv mener "godt kan blive halvvejs hits", og som måske finder vej til næste plade. Eller næste igen. Alt afhængig af, hvordan debutalbummet bliver modtaget. { Indtil videre har Wenche Hartmann aftaler om tre koncerter næste år, ligesom hun springer på årets udgave af Country Caravan, som torsdag 23. september rammer Grand i Aalborg og fredag 24. september Frederikshavn.