Debutanten Marcus Ingvartsen lyner i Mainz-sejr

Marcus Ingvartsen kom ind fra bænken og scorede straks til slutresultatet, da Mainz slog Hoffenheim med 2-0.

Mainz fejrer Marcus Ingvartsens scoring.

Mainz fejrer Marcus Ingvartsens scoring.

KØBENHAVN:Den danske angriber Marcus Ingvartsen kom ind fra bænken og scorede kort inde i sin debut for Mainz, der på udebane slog Hoffenheim med 2-0 i Bundesligaen.

Mainz, der trænes af danske Bo Svensson, har nu ni point efter fire kampe og blander sig i toppen af den bedste tyske fodboldrække.

Hoffenheim havde kantspilleren Jacob Bruun Larsen med fra start, og det var en fejlaflevering af danskeren, der ledte til Mainz' første mål.

Efter 73 minutter blev han udskiftet med landsmanden Robert Skov.

Hoffenheim har efter sit nederlag indsamlet fire point i fire kampe og ligger i midten af Bundesligaen.

Mainz var generelt bedst i første halvleg, og efter 20 minutter kom åbningsmålet. Bruun Larsen blev presset til at aflevere bolden ind i banen, og her opfangede udeholdets Dominik Kohr bolden.

Han fandt angriberen Jonathan Burkardt, der sparkede Mainz på 1-0.

Hoffenheim kom bedre med i anden halvleg, og blandt andre Bruun Larsen var tæt på en udligning, men i stedet blev det 0-2 efter 78 minutter.

Ingvartsen, der er udlejet fra Union Berlin, var netop kommet på banen. Han modtog bolden på kanten af feltet og afventede køligt en forsvarspillers udfald, inden han lagde bolden fladt i nettet.

Andetsteds spillede Ingvartsens ejer, Union Berlin, 0-0 med Augsburg. Frederik Rønnow sad på bænken for Union Berlin, og det samme gjorde Mads Pedersen og Frederik Winther for Augsburg. Pedersen fik dog det sidste kvarters tid som indskifter.

Augsburg er fortsat uden sejr og er en del af bunden med to point. Union Berlin har i midten af rækken seks point.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.