Debutanten

Når den 20-årige Petsi Tvørfoss i aften står på scenen og synger "Mest når det er regn", vil hun ikke være det mindste nervøs.Det regner hun i hvert fald ikke med på forhånd. Hun har optrådt foran et publikum masser af gange, og selvom hun ikke er vant til at hele Danmark kigger med, tager hun det i stiv arm. - Jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke vil kunne nyde de to numre, der er lige inden, jeg skal på, for der vil jeg nok være meget nervøs. Men når jeg først går i gang, plejer det at forsvinde, siger Petsi Tvørfoss. Den 20-årige Grand Prix-debutant glæder sig meget til det store show, som hun efter lydprøverne beskriver som fantastisk. Hun er lidt nervøs - og meget spændt. - Selvfølgelig er jeg nervøs for at glemme ordene eller falde, men det er aldrig sket tidligere. Jeg satser på, at det bliver en godt oplevelse, forklarer nordjyske Tvørfoss. Selvom Petsi ikke kan afsløre alt om sangen, løfter hun sløret for lidt af det, vi kan forvente. - Sangen er lidt melankolsk, men i et rask tempo. Det er ikke en ballade, selvom den handler om savn, og så synes jeg, at den passer rigtig godt til min stemme, siger Petsi Tvørfoss. Hvad der sker, hvis hun vinder det danske Melodi Grand Prix, har hun svært ved at svare på. - Jeg har selvfølgelig tænkt en lille smule over det, men jeg prøver faktisk at undgå det. Jeg vil nemlig meget hellere blive positivt overrasket end skuffet, lyder det med et smil fra debutanten.