Defekt kørestolsbremse kostede 83-årig mand livet

Det var en fejl i bremsen på en elektrisk kørestol, der i sidste uge kostede en beboer på Aalbæk Plejecenter livet ved en brand. Det konkluderer politiet i en rapport.

Manden boede i en plejebolig på Aalbæk Ældrecenter. Han var delvist lammet i kroppen og kunne derfor ikke forlade sin kørestol, da den brød i brand. - Mandens kørestol havde problemer med bremsen, og det fik batteriet på den elektriske kørestol til at overophede. Overophedningen smeltede isoleringen omkring nogle ledninger, og det førte i sidste ende til en kortslutning i kørestolen. Det fortæller vicepolitikommissær fra Frederikshavns politi, Steen Hørlyck til P4 Nordjylland. Han mener ikke, at fejlen i bremsen kunne være blevet opdaget. Kørestolen er nu til undersøgelse hos Sikkerhedsstyrelsen. Hvornår resultatet af denne undersøgelse ligger klar, vides endnu ikke.