Defekt lysregulerinng forsinkede morgentrafikanter

Hjørring 10. januar 2003 01:00

HJØRRING: De har givetvis været godt røde i kammen, bilisterne, der skulle på arbejde torsdag morgen og havde valgt Vendelbogade til at køre ud på Nørregade. Lysreguleringen i krydset var nemlig i uorden, således at der var permanent grønt lys på Nørregade, mens bilisterne i Vendelbogade måtte vente for rødt - og vente. Og vente. - Den spole, der registrerer, når der kommer trafik fra Vendelbogade var ude af drift, og derfor skiftede lyset ikke, siger vagtmester Anders Skjølstrup fra ENV, som havde ansvaret for den automatiske trafikregulering i går. Han fik meldingen om at lysreguleringen i krydset var ude af drift kl. 06.30, og fik omgående sendt en mand til stedet, som fik slukket for det genstridige lysfyr, hvorefter bilisterne kunne komme gennem krydset - forsigtigt og med mange kig til både højre og venstre. Magnetisk spole Den automatiske registrering af trafikken fra de mindre befærdede veje fungerer via en magnetisk spole, der ligger under asfalten. Spolens magnetiske felt ændrer sig automatisk, når et stykke jern i skikkelse af en cykel eller bil bevæger sig ind over området. Herved sendes der signal til lysfyret om, at det er på tide at skifte til grønt. Og det var denne spole, der ikke fungerede på Vendelbogade torsdag morgen. Og som bilist kan man ikke gøre meget andet end at blive holdende, oplyser vicepolitikommisær Kurt Nielsen. - Hvis der er grønt i den ene retning og permanent rødt i den anden, må man vente. Og i øvrigt få kontaktet politiet og ENV, som dels kan sørge for at sikre trafikken og dels få bragt forholdene i orden, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...