Degn: Vi turde spille

Landsholdsforwarden Kasper Degn hylder hele holdet efter, at AaB Ishockey i aftes sænkede SønderjyskE.

Kasper Degn fortsætter i aalborgensisk ishockey. Foto: Lars Pauli.

Kasper Degn fortsætter i aalborgensisk ishockey. Foto: Lars Pauli.

Specielt i de to første perioder var AaB Ishockey bedst i hjemmekampen i Gigantium Isarena. Men til sidst kom der tryk på Nikolaj Nørbak, som måtte redde kampen hjem efter, at SønderjyskE havde reduceret til 2-3 sent i tredje periode. Men den unge keeper værgede for sig, og så kunne AaB Ishockey fejre sæsonens første sejr over ligaens suveræne tophold. - Det var dejligt endelig at få en sejr efter at have spillet godt i så mange kampe og tabt. Det var en flot holdindsats, hvor folk turde spille og gav stålet i hvert evige, eneste skifte. - Jeg synes, vi spiller en god kamp i alle 60 minutter. Når de scorer er det deres fortjeneste og ikke vores dumhed, som det har været tidligere i sæsonen, hvor vi har givet for meget væk, analyserer Kasper Degn, som var smidt i som center i en ultrafarlig førstekæde mellem topscorerne Lou Dickenson og Robin Bergman.