Dejlig jubilæumsdag

Ranum Rideklub blev begavet på 25-årsdagen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En glad bestyrelse for rideklubben med checken fra Sparekassen Midtfjord. Foto: Heine Pedersen

RANUM:- Det er gået over al forventning, der er kommet mange flere, end vi havde regnet med. Ordene er Birte Pedersens. Hun er næstformand i Ranum Rideklub, som fejrede 25-års jubilæum i går. Hun beretter om en dag, som udover at være utrolig hyggelig også viste sig at blive uventet indbringende. Sparekassen Midtfjord markerede sig som en særlig gavmild gæst, og den lille rideskole blev 10.000 kroner rigere. Derudover kom der også masser af blomster, chokolade, vin og mindre pengebeløb på gavebordet i Ranum. Flotte opvisninger - Det var et fantastisk flot show med friserhestene. Det var rigtig hollandsk med lange gevandter og det hele, beskriver Birte Pedersen. Rideskolen havde også besøg af en tidligere rytter fra skolen, som gav køreopvisning med flotte fjordheste og spændt for en vogn. Mange af de over 100 gæster var tidligere medlemmer af rideskolen, der i dag har cirka 90 medlemmer. - Det var rigtig sjovt at mødes igen, og der har været en virkelig god stemning og et godt humør her hele dagen, siger Birthe Pedersen. De hesteglade jubilarer sluttede den gode dag af med en gallafest i går aftes for tidligere og nuværende medlemmer.