Dejlig løvfaldstur

I Støvring Pensionistforening er der tradition for, at der den anden tirsdag i september arrangeres en "løvfaldstur". Det blev så 11. september. Vi tog på en dejlig tur, som vi alle nød i det gode vejr. "Hvor er her smukt i vort dejlige fredelige land", sagde de fleste og mente det. Vi kom hjem ca. kl. 21. Det var mørkt, og på min fordør kunne jeg skimte et A4-ark, og da jeg kom indenfor og tændte lyset, læste jeg: "Far. Jeg har talt med Peter. Han er i Polen. JUBI - Nina". Hvorfor ringer Nina ikke til mig, var min første tanke, hvorefter jeg ringede, men ingen var hjemme. Jeg ringede så til Karen - min anden datter - hvor min svigersøn tog telefonen. "The Twins" eksisterer ikke mere, sagde han - se tv, hvilket jeg gjorde og blev bestyrtet. Nu forstod jeg bedre Ninas reaktion. Min søn Peter arbejder på Manhattan i nærheden af World Trade Center. Hun kunne ikke komme i forbindelse med kontoret der og ringede så til Polen, hvor Peter var på forretningsrejse. Man tænker selvfølgelig på ens nærmeste, når noget så forfærdeligt sker, og først senere tænker man på andre - mon ikke alle har det således? Min verdensopfattelse blev totalt ændret den dag. Der måtte være en grund til, at noget så forfærdeligt kunne ske. Havde vi i den vestlige verden været os selv nok? Forstået på den måde, at vi mente, at vi gjorde nok for at hjælpe, hvor der var behov for hjælp. I dag kan der ske alt, og min generation - jeg er 77 år - har så sandelig oplevet mange katastrofer, som måske kunne have været undgået, hvis man dengang vidste bedre. Den sidste terrorhandling har vi ikke oplevet, og kampen mod terror må fortsat føres, måske med hidtil ukendt styrke, og de konsekvenser, det fører med sig, vil i værste fald være uoverskuelige for os alle.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...